I Simon Peters Kirke afholdes 6-8 koncerter om året. Tidspunkterne varierer, og ikke sjældent vil man kunne opleve en koncert finde sted i forlængelse af en søndagsgudstjeneste.

Indholdet varierer ligeledes, fra traditionelle klassiske kirkekoncerter, til koncerter med et mere folkeligt/moderne udtryk, jazz, gospel, pop/rock osv. De udøvende kan være professionelle eller amatører og stilarterne kan være nok så forskellige; det afgørende er i denne sammenhæng, at koncertens indhold relaterer og respekterer rammen, dvs. kirken som rum og som kristen menighed.

Kirkens instrumenter, et Frobenius-orgel på 22 stemmer og et Yamaha C5 Flygel, er smukt klingende og velegnede til koncertbrug. De indgår derfor naturligt i vore koncerter og benyttes af både kirkens ‘egne’ såvel af udefra kommende kunstnere. Kirkerummet er smukt og enkelt, og med dets koncertvenlige akustik et særdeles befordrende spillested.

Følg med her på koncertsiden, i kalenderen og i dagspressen, og se hvornår vi næste gang har koncert.

 

Orgelkoncert

Onsdag den 18. august 2021 Kl. 19.30

Med indtil flere musikuddannelser bag sig, piano, orgel, musikvidenskab, og et udøvende virke indenfor alle fag, både som solist og lærer, er diverse hædersbevisninger, priser og udmærkelser fra konkurrencer og festivaler verden over, ikke kommet ud af det blå.

Mød den 30 årige sicilianske kunstner Sara Musumeci bag orglet i Simon Peters Kirke. Hun er nu på turne i Danmark, og der er lagt op til en orgelkoncert fra øverste hylde.

Fri entré

Fællessang – omkring et flygel

Tirsdag den 24. august 2021 kl. 19

En helt igennem uhøjtidelig sangaften hvor der er højt til loftet og plads til alle. Omdrejningspunktet er den nye højskolesangbog hvorfra der vælges og synges frit. Synger du ikke, så nyd andres sang, og hyg dig i pausen med den forfriskning vi serverer undervejs. Vi slutter kl. 21.

Fri entré

Jeanette Bonde Trio

Tirsdag den 7. september 2021 Kl. 19.30

Mød den danske stemme bag Jessie J’s sang i Ice Age 5, stemmen der har været med når artister som Stine Bramsen, Peter A.G., Simon Kvamm, Shaka Loveless, Ida Corr, Aura, Rugsted/Kreutzfelt – listen er lang – har stået på scenen. Jeanette Bonde, født og opvokset i Kolding, bor i dag i Aarhus, hvor hun er freelancemusiker, sanger og komponist på fuldtid.

Jeanette Bonde Trio blev dannet i 2008, og har spillet koncerter landet over. Trioen gæstede Simon Peters Kirke i 2016, og siden dengang har et gensyn stået højt på ønskelisten. Udover Jeanette Bonde består trioen af pianist og cellist Maren Frost som er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og perkussionisten Allan Nielsen der er uddannet i Norge.

Oplev en stemningsfuld koncert med gospel, nye salmer og egne numre. Trioens medlemmer har alle rødder i lokalområdet og er absolut et møde værd.

Fri entré

Fællessang – omkring et flygel

Tirsdag den 5. oktober 2021 kl. 19

En helt igennem uhøjtidelig sangaften hvor der er højt til loftet og plads til alle. Omdrejningspunktet er den nye højskolesangbog hvorfra der vælges og synges frit. Synger du ikke, så nyd andres sang, og hyg dig i pausen med den forfriskning vi serverer undervejs. Vi slutter kl. 21.

Fri entré

Jensen & Bugge

Onsdag den 20. oktober 2021 Kl. 19.30

Mette Kathrine Jensen (harmonika) og Kristian Bugge (violin) mødtes allerede som børn, da de boede i 3 kms afstand fra hinanden – nær Vejle, og bl.a. gik til folkedans sammen. De startede deres egen duo, under navnet Jensen & Bugge, da de senere gik på folkemusiklinjen på Det fynske Musikkonservatorium i Odense.

De lever nu som professionelle folkemusikere og spiller begge i en række forskellige sammenhænge. Mette ses eksempelvis i Zenobia som har fokus på nye og gamle danske sange, og vil være kendt af mange på Koldingegnen. Kristian møder vi i bl.a. Baltic Crossing og Habadekuk.

Begge er udnævnt rigsspillemænd, – dem er der 22 af i Danmark. I 2012 fik duoen Danish Music Awards traditionspris, og i 2016 blev duoen nomineret til en YAM-award for verdens bedste børnekoncert. De har spillet 20 turneer i USA samt turneret i Canada, Japan, Færøerne, Finland, Norge, Sverige, Polen, Tyskland, Færøerne og Sydkorea.

Fri entré