Tiden med COVID-19 har gjort noget ved os alle. Men hvordan har tiden gjort indtryk? Man taler om, at ’man ikke skal lade en god krise gå til spilde’. For der kan være et stort poten­tiale i krisen, når det gælder besindelse på værdier og mod til nyorientering.

Redaktionen har derfor spurgt:
Hvad tager du personligt med dig fra corona-krisen af gode erfaringer og overvejelser, som du håber, at både samfundet som helhed og du personligt kan bruge fremadrettet?
Har krisen også givet dig erfaringer og overvejelser, når det gælder forholdet til din tro og kirke?
Hermed følger svar fra fire medlemmer af Simon Peters Kirkes menighed – og en eftertanke fra sognepræst Michael Markussen:

 

Bjarne Høi Sørensen

Bjarne Høi Sørensen, næst­formand i menighedsrådet

”Hvem havde lige set det komme? Altså statsministerens første pressemøde, hvor det blev bebudet, at landet i store træk blev lukket ned.

Tanker startende med forvirring og frustration over, hvordan hverdagen nu skulle forløbe, til usikkerheden om hvad sker der med én selv og ikke mindst ens nærmeste.

Det har jo heldigvis vist sig at det går jo endda. Vi har vel alle lært, at det ikke gør noget at holde lidt afstand til hinanden, og vi kan sagtens være nærværende uden at skulle give krammere til både højre og venstre. Hygiejnen kunne jo også få et skub i den rigtige retning, og det fik den.

I erhvervslivet lærte vi også at holde møder uden at være sammen. Der eksisterede faktisk både Skype, Teams og meget andet. Dog kan man nok på sigt frygte, at det går i en elektronisk retning, hvor mange ting bliver mere upersonlige og digitale.

Selv kirken blev digital. Vi kunne nu få en andagt til påske og om søndagen, så man ikke var helt afskåret fra det kirkelige liv. Men selve fremmødet i kirken håber jeg ikke, at der ændres ved. Selv efter corona-tiden har mennesker brug for at samles i fælles bøn og meditation over et emne. Det må fortsætte som altid.

Som Gud udsatte Job for prøvelser, således er også vi blevet prøvet og heldigvis for rigtig mange af os, så klarede vi også prøvelsen eller udfordringen.

Job malet af Gonzalo Carrasco

Mange siger, at håbet er den stærkeste kraft. Mon ikke at rigtig mange i denne tid har håbet på, at det nok skal gå alt sammen, at der er en kraft, som holder sin hånd over os alle, nemlig Troen.”

 

Erling og Magda Hybschmann

Magda og Erling Hybschmann, ledere af kirkens ”Onsdagstræf”

”Coronatiden har for os været helt speciel både i forhold til arbejde, familie, venner og kirken. Samtidig med, at hverdagen har været forandret, har vi oplevet, at Gud har inviteret os til fordybelse og stilhed. Der har været ro omkring os og i os, til at lytte til Gud og reflektere sammen. I denne tid snakkede vi mere om angsten, smerten og døden som dele af livet. Påskens budskab om Guds besejrende kærlighed og tilgivelse ved Jesus fik i år en helt speciel betydning. På nettet fandt vi Bibelen læst op og hørte som regel et kapitel morgen og aften.

Vi takker Gud for fordybelse og nærvær, og for at pandemien er ved at klinge af.

For at have fællesskab i ”Onsdagstræf” mødtes vi et par gange i det fri, og vi delte opmuntringer i en Facebookgruppe, som fortsætter efter corona-tiden.”

 

Annelise Corydon Kiesbye

Annelise Corydon Kiesbye, frivillig som kordegn, vært ved sogneeftermiddage mv.

”Corona” – et smukt navn, hvis der havde været tale om en blomst, en frugt eller alt andet end en virus, som har spredt sig over hele verden.

Pludselig blev Danmark lukket ned. Det kom vist bag på de fleste. Jeg var hos min søn i København og i fuld gang med rengøring af hans fraflyttede lejlighed. Jeg blev og gjorde det færdigt. Efter endt gerning vendte jeg hjem til Kolding og min mand.

Og så var der PAUSE! RO! Vi nød det i lang tid, men jeg var også bange for, at sygdom skulle ramme os. Derfor var vi længe isolerede i eget hjem. Vi læste bøger, jeg strikkede, bagte brød og kager, vi så tv, gik skønne, lange ture i naturen. Jeg gik i gang med at lave gækkebreve til beboere og personale på min mors plejehjem, og det udviklede sig til historieskrivning om påsketraditioner til brug på plejehjemmet. Alt foregik i et langsomt tempo, som helt sikkert har været godt for sjæl og helbred. Jeg vil fremadrettet forsøge at huske på, at det er vigtigt at holde pauser, at langsommelighed og ro er godt for en pensionist, der havde lidt for meget fart på i dagligdagen. Jeg ville ønske, at samfundet også ville geare ned i et langsommere tempo. Det ville mange nyde godt af. Færre ville blive stressramte og syge, og mon ikke vi ville nå det hele alligevel.

Men selvfølgelig har jeg savnet det sociale liv… og jeg glæder mig til at mødes med venner og at komme i kirke igen. Det er jo ikke det samme at se gudstjeneste i TV.”

Annelise brugte bl.a. corona-tiden på at lave påskehilsener til sin mors plejehjem.

Eftertanke

Ved sognepræst Michael Markussen

Det har været et hårdt forår, hvor vi alle har forholdt os til frygten for at blive smittet. Covid-19 har bragt stor usikkerhed og mange har lidt under, at de har været afskåret fra samvær med familie og venner, ældre og særligt udsatte.

Covid-19 har vendt op og ned på meget i samfundet. Der er fortsat usikkerhed i forhold til, hvordan vi skal håndtere risikoen for smitten, som nu er på et meget lavt niveau og samtidig ikke er helt væk. Regering og medier forberedte os på en krig imod virussen, som heldigvis aldrig blev til virkelighed i Danmark, men som ikke desto mindre har aktiveret en dybere frygt for døden. Det vil tage tid at få placeret frygten, hvor den rettelig hører hjemme.

Plænen klar til påskefortælling for skoleelever

Grænselandet

At vi i 100 året for genforeningen skulle opleve grænsebommene gå ned og blive afskåret fra Tyskland og få udskudt de mange festligholdelser af jubilæet var chokerende. Vi er blevet mindet om de mange muligheder, som vi har i Sønderjylland i kraft af vores nabo mod syd. Lad os så meget desto mere tage del i markeringerne af genforeningsjubilæet, når de kommer. Den måde, vi i grænselandet har arbejdet med det gode naboskab og håndteret udfordringer, er god at lære af.

Globalt ansvar

Covid-19 har lært os, at den globale bevægelsesfrihed afhænger af, at alle tager ansvar for sundhed. Hvis vi samtidig får øjnene op for, at ikke bare virus, men også forurening er et fælles ansvar, har vi opnået meget. Der tales meget om, at de økonomiske hjælpepakker skal drive en ”grøn” omstilling. Lad os håbe, at det bliver til virkelighed, så vi også den vej rundt får sundhedsmæssige gevinster i årene, der kommer.

Fleksibelt arbejdsliv

Før Covid-19 var det ikke god kutyme med mere end 1 hjemmearbejdsdag om ugen, hvis det overhovedet var en mulighed. De seneste måneder har mange virksomheder og medarbejdere erfaret, at hjemmearbejdsdage er mere effektive til bestemte opgaver. Den erfaring vil forhåbentlig betyde, at det fremover bliver mere acceptabelt at arbejde hjemmefra, så ikke mindst børnefamilierne bedre kan få enderne til at nå sammen. Færre biler på vejene vil gavne os alle. Mere fritid giver mulighed for etablering af længerevarende relationer. Det kan de færreste arbejdspladser i dag levere, fordi der hele tiden sker forandring, opbrud i kollegafællesskabet.

Kirkens nye haveanlæg

For den opmærksomme læser af kirkebladet har kirkens haveanlæg gennemgået en kraftig renovering, så det nu fremstår som én stor have på hele matriklen. Hundeejere, småbørnefamilier, kærestepar og mange andre benytter haven alle ugens 7 dage, som menighedsrådet havde håbet.

I påsken, hvor kirkerummet fortsat var lukket, lavede vi ”påskesti” med stationer rundt i anlægget. Skolelever fra Munkevænget var på besøg til fortælling i haven og Kristi Himmelfartsdag bød på vandregudstjeneste i haven.

Vi glæder os til at se, hvilke muligheder fremtiden bringer, når vi igen må forsamles i det fri til de traditioner, vi allerede har, og som der uden tvivl vil komme flere af.

Karen Ellegaards maleri ’Påskemorgen’ er første station på påskestien

Fællesskabets kraft

I modsætning til mindre kirker med faste bænke har Simon Peters Kirkes store lyse kirkerum også under Corona-krisen vist sin styrke. Særligt i forbindelse med begravelser har det været et privilegium, at vi ikke har været begrænset af forsamlingsforbuddet på 10.

Vi må være 100 personer i det 400 m2 store kirkerum. Det er trygt og smukt at fejre gudstjeneste, dåb, konfirmation og begravelse.

Nu hvor vi igen har åbnet op for gudstjenester, mærker vi for alvor, hvor godt det er at være sammen. ”Jeg bliver til mig i mødet med dig” synger norske Bjørn Eidsvåg. Når vi mødes med mennesker, vi har kendt igennem kortere eller længere tid, sker der tit noget magisk, forvandlende, fremkaldende.

Når gudstjenesten og fællesskabet er bedst, er det som at træde ind i en dans af leg, forundring, glæde, tilgivelse, håb, sang og musik. Det eneste, vi skal, er at give slip på os selv og lade os hvirvle med i det, som skabes, når vi ”danser”.

Det haster med fællesskabet. Derfor er det også godt, at vi igen har åbnet for kirken og mange af samfundets øvrige rum for fællesskaber.

Kirkerummet gøres klar til åbningen.

Har vi mon lært noget?

Vejene er igen fyldt med biler ligesom parkeringspladsen ved Storcenteret. Kalenderen fyldes langsomt, men sikkert af aftaler. Har vi mon lært noget, som vi tager med os?

For mange var nedlukningen også en tid, hvor vi havde tid til at gå ture, snakke med familie og venner, skrive længere mails og sms’er, strikke, lege, se film, bage. Mange erfarede, hvor godt det var ikke at køre i så højt et gear. Anledningen var angsten for virus. Nu, hvor hverdagen melder sig med fornyet styrke, må vi igen selv gøre en indsats for at bremse op og få prioriteret den gode tid med hinanden.

God sommer!