Vi samlede i fællesskab i alt 31.343 kr. ind søndag den 10. marts i forbindelse med den store sogneindsamling til fordel for Folkekirkens Nødhjælps udviklingsprojekter i Afrika og Asien. Beløbet er inklusive de lokale indbetalinger over MobilePay.

Sammen nåede vi det flotteste resultat nogensinde i år. Det skyldes ikke mindst et godt samarbejde med vore omkringliggende sogne (Harte og Seest sogne), der gjorde, at hele 75 indsamlere kunne gå pænt gode ruter i de tre timer, indsamlingen varede.

Det blev traditionen tro en festdag med god stemning: Vi begyndte med morgenandagt i kirken kl. 9, hvor konfirmander medvirkede, og vi fortsatte med rundstykker, information og udsendelse af de mange indsamlere. De fleste kom glade tilbage efter en god indsamling og med både tankevækkende og opmuntrende oplevelser med sig i bagagen. En samlede eksempelvis kr. 1220 ind på Cypresvej – som indsamleren sagde: ”Der var mange, der gerne ville give af dét, de havde… mange, der måske også selv har prøvet at opleve sig sårbare og udsatte”. En kom tilbage fra sin rute og sagde: ”Det var næsten en hel sjælesorgstur… der var mange, der gerne ville snakke og havde brug for det”. Igen i år var der en gavmild husejer, som sendte indsamlerne afsted med 500 kr. og mange hjertelige hilsner til alle i kirken. Stor tak for det, det varmer!

Vi kan derfor alle glæde os over en god indsamlingsdag, hvor vi løftede i flok. Fra indsamlingsholdet siger vi tak for samarbejdsvilje i vore nabosogne og for alle jer, der bar med på den ene eller anden måde, som indsamler eller glad giver eller som én af dem, der venligt trakterede vore indsamlere med rundstykker før indsamlingen og med sandwich efter hjemkomsten. Som én sagde: ”Jeg samler også ind andre steder, men det er nu så hyggeligt her, hvor man mærker fællesskabet og bliver godt taget imod”.

Vi takker ikke mindst også vore glade lokale donorer:

Skovs Bagerier og LIVA Stormarked.

Igen i år fik vi lov at have en indsamler stående udenfor LIVA på Galgebjergevej:

Dét gav også i år et betydeligt resultat: kr. 1611,- i indsamlingsbøssen J

Lad os derfor mødes igen næste år til en ny indsamlingsfest søndag 8. marts 2020!

 

På vegne af det glade indsamlingshold

Birgitte Molin