December måned byder på flere særgudstjenester på hverdage for mange forskellige målgrupper lige fra de 0-3 årige. Der er lige fra festlige krybbespils-optrin til en stemningsfuld aftengudstjeneste undervejs gennem advent.

 

Simon Peters Kirkes særlige advents- og julegudstjenester på hverdage i december 2018

Læs her om en række vidt forskellige gudstjeneste-tilbud, som er åbne for enhver, der har lyst til at opleve en enkel og ligefrem formidling af, hvorfor vi fejrer advent og jul. Gudstjenesterne er altså ikke forbeholdt en bestemt gruppe, men er åbne for alle, der har lyst til at være med.

Onsdag den 5. december kl. 10.00

… kommer Marielunds beboere og dagcenterbrugere til adventsgudstjeneste. Som altid er gudstjenesten kendetegnet ved, at vi synger kendte salmer og hører evangeliet på en enkel og jordnær måde – undertiden også i form af dialog menighed og præst imellem. Vi begynder med en kop kaffe og et rundstykke i konfirmandstuerne.

Tirsdag den 11. december kl. 9.30 og torsdag den 13. december kl. 10.00

… bliver julens glædelige historie fortalt i øjenhøjde med de mindste.

Tirsdag indbydes sognets vuggestuer, dagplejere og andre 0-3 årige og deres voksne, der måtte have lyst til at være med. Torsdag er målgruppen de 3-6 årige.

Tirsdag den 11. december kl. 19.00

… får vi besøg af beboere fra blandt andre bofællesskaberne på Skovvejen, Levisonsvej og Gramrolighed. Inden hyggen i menighedslokalerne holder vi aftengudstjeneste med Luciaoptog ved spejderne, kendte, enkle salmer og julens evangelium fortalt i billeder og ord. Som altid slutter ”socialgudstjenesten”, som disse gudstjenester er blevet døbt, med nadver. Kom og nyd det smukke stemningsfulde kirkerum om aftenen!

Torsdag den 20. december kl. 10

… besøger Kolding Produktionsskole kirken. Vi synger de kendteste af julens salmer og hører om, hvad julens gamle evangelium kan sige os unge og voksne anno 2018: Hvad er kernen i budskabet? Hvilke værdier mindes vi om?

Fredag den 21. december er sidste skoledag,

… hvor Munkevængets skole holder juleafslutning i kirken kl. 8.30. Der er en utrolig forventningsfuld juleferie-stemning i kirken den dag, så vel mødt både forældre og bedsteforældre og andre, der bare gerne vil være glad!