Evangeliet: Lukas 24, Emmaus-vandrernes møde med Jesus

Tema: At se vores liv som en pilgrimsvandring, hvor Jesus går ved vores side som den levende og opstandne.

 

 Download salmeblad 2.Påskedag

 

Kristus slår følge med os på vores livsvej

2. påskedagens fortælling om de to disciple, der vandrer mod byen Emmaus, er levende, bevægende særstof hos evangelisten Lukas. Fortællingen kan måske i dag høres som en inspiration til os til at se vores personlige liv som en pilgrimsvandring: Åbent og lydhørt at se vores liv som en vandring, hvor Jesus – som den levende og opstandne – rent faktisk går ved vores side. Usynligt ja, men det usynlige er også virkeligt og i lige så høj grad skabt og villet af Gud.

Noget af det rørende ved fortællingen er, at evangelisten er så ærlig om, at selv for disciplene dengang gjaldt dét, der gælder for os i dag: At troen på opstandelsen ligger os fjernt som mennesker og at vi har indbygget en dyb skepsis i os i forhold til den.

Så altså: Emmaus-fortællingen viser os, at som de skeptiske og tvivlende mennesker, vi er, kommer Jesus os gående i møde som den levende og opstandne. Han slår følge også med os på vores livsvej. Han gør det ydmygt og stilfærdigt, Han gør ingen væsen af sig, men er dybt interesseret i os. Han stillede spørgsmål til disciplene dengang, som han også kan gøre det i dag til os gennem gudstjenestens salmer og ord eller via møder, vi har med andre eller når vi går afsted for os selv i naturen eller i byens gader. Han er den, der stiller spørgsmål, men også tier og lytter til os, når vi i gudstjenesten og til andre tider og steder beder til ham og tænker højt over for ham.

 

Kristus åbenbarer sig for os

Og efter at have givet sig masser af tid til at lytte til alt det, der fylder i os, også af tvivl og afmagt, så tager den opstandne Kristus selv ordet: Det gjorde han dén dag på Emmausvejen og det gør han i dag: Jesus tager selv tavst ordet og hjælper os til at forstå Bibelens ord, så det ikke forbliver fjernt og uvedkommende for os, men så det pludselig kan tale ind i netop dit og mit liv: Så der uventet bliver vakt en længsel i os efter at se mere, høre mere, fornemme mere af virkelighed.

Det er præcis denne nyvakte længsel, der får disciplene til, efter at være nået til deres landsby, at bønfalde Jesus: ”Bliv hos os!” For Jesus er aldrig emsig og maser sig aldrig på. Han prøver ikke at presse os til noget, for tro kan aldrig presses frem, tværtimod. Så Jesus lader derimod, som om han vil gå videre, for hvis disciplene og han skal have mere sammen, så skal det være deres valg, deres behov.

Men da disciplene så inviterer ham indenfor, så møder Jesus dem i deres inderste længsel og lader dem se og forstå, hvem han er. Han tager brødet, velsigner det, bryder det og giver dem det: ”Da åbnedes deres øjne og de genkendte ham.”

Det er disse øjeblikke, der er som en ’åbenbaring’, som vi kun kan bede om må vederfares os, forundes os. Så ’tiøren falder’ og vi med ét forstår og fornemmer, at Kristus, at Gud er en levende virkelighed, der er mig nærmere end jeg er mig selv. At uden dét guddommelige nærvær af Kristus i hele universet, på planeten jorden og ind over mit eget og de andres liv mister alting sin mening og mål, sin glans og betydning.

 

Livet som en pilgrimsvandring, i nærværelse af Kristus selv

Sådan ”er det at møde den opstandne mester i live igen”, som vi hørte det sunget før:

”Det er som disciple på Emmausvejen
alene, skønt to,
at møde en fremmed og mærke
forlegen hans ord må vi tro…”

Ja, forlegen at mærke: At det er dét, jeg vil: At se mit liv som en pilgrimsvandring. At turde tro og tage udgangspunkt i, at Jesus – rent faktisk går ved min side som den levende og opstandne, usynligt og virkeligt.

Ja, han er sandelig opstanden!

 

Birgitte Molin