søndag den 8. marts 2020

Sidste år samlede Seest, Harte og Simon Peters sogne i fællesskab 31.343 kr. ind til fordel for Folkekirkens Nødhjælps udviklingsprojekter i Afrika og Asien.

Sammen nåede vi det flotteste resultat nogensinde i år. Det skyldes ikke mindst et godt samarbejde sognene imellem, der gjorde, at hele 75 indsamlere kunne gå pænt gode ruter i de tre timer, indsamlingen varede.

Klimahjælp, der redder liv

Vi vil derfor gerne gentage succesen i år og håber, at mange har lyst til igen at være del af denne festdags gode stemning. Pengene går igen i år til klimahjælp, der redder liv. Det kan f.eks. være træplantning, nye dæmninger, sikring af huse og veje, vandpumper og nye afgrøder, der kan overleve tørken. Og der er brug for klimahjælp. Ellers risikerer vi, at endnu flere mennesker sulter, at der opstår flere konflikter, og at flere mennesker ender på flugt. Vi risikerer også, at mange års bæredygtig udviklingshjælp går tabt. Så lad os sammen skabe en god indsamling.

Hermed programmet for søndag den 8. marts,

… der tager udgangspunkt i Simon Peters Kirke, Islandsvej 12 i Kolding

Kl. 9.00: Kort gudstjeneste (uden nadver) for de morgenfriske!

Kl. 10.00: Vi spiser rundstykker sammen, hvorefter indsamlingsleder Birgitte Molin giver information om den forestående indsamling.

Kl. 10.30-13.30: Indsamlerne sendes ud på ruterne. Har du særlige ønsker til rute, så forudbestil gerne hos indsamlingslederen, hvilket er en hjælp for os. Alle indsamlere skal være tilbage fra deres rute senest kl. 13.30.

Kl. 12.00-14.00: Alle hjemkomne indsamlere modtages med tilbud om lidt mad samt varm kaffe/the.

Tilmelding og billedlegitimation

Tilmeld jer gerne i forvejen til indsamlingslederen på bimo@km.dk eller mobil 22 46 64 26, så vi kan forhåndsreservere flest mulige ruter og så vi har en ide om, hvor meget mad vi skal lave. Ved du først på selve dagen, at du kan komme, så mød endelig op alligevel. Vi skal nok finde både en rute og mad til dig.

Til orientering vil der være krav om billedlegitimation, der fremvises og kopieres, hvis indsamlingslederen ikke kender jer i forvejen. Vi har desværre tidligere haft et tilfælde af en person, der aldrig dukkede op igen med indsamlingsbøssen og de indsamlede penge. Derfor denne praksis for at værne om troværdigheden omkring indsamlingen.

Vi ser endnu en gang frem til en festdag, hvor vi løfter i flok til gavn for vores fælles skønne og sårbare verden. Som én sagde: ”Jeg samler også ind andre steder, men det er nu så hyggeligt her, hvor man mærker fællesskabet og bliver godt taget imod”.

Birgitte Molin
Indsamlingsleder