Onsdag den 11. marts kl. 19-21 i Simon Peters Kirke med Bent Meier Sørensen, professor på CBS

De sociale medier har invaderet vores liv
– det er på tide, vi gør modstand.

De sidste 10 år har bragt os i en stadigt tættere symbiose med vores smartphone. Det er techgiganternes drøm, men skal det også være vores drøm?

Tvivler man på, at der er blevet en symbiose mellem skærm og menneske, skal man bare prøve at tage en skærm fra en femårig. Efter det behøver man ikke høre et helt foredrag om, at skærme er magiske. Men den lokale kamp i hjemmet er også en del af en kamp mellem civilisationer. De amerikanske techgiganter Facebook, Amazon, Google og Apple er ikke kun på vej til at have opnået monopolstatus, hvor der ikke er plads til konkurrenter. De er også kommet langt med at ændre, hvordan vi er, når vi er alene, hvordan vi mødes og hvordan vi taler sammen. Kedsomhed er blevet forbudt, både i undervisning og i privatlivet, og techgiganterne står dag og nat klar med bibbende afbrydelser fra smartphones, iPads og computere.

Aftenens foredrag vil tage udgangspunkt i professor Bent Meier Sørensens seneste bog:

”Skærmens magi.
At træne modstandskraften i en digital tid”

Foredraget vil beskrive, hvordan vores liv er blevet fundamentalt forandret på få år og pege på, hvilken ideologi eller ligefrem religion, vi importerer via skærmene.

Foredraget vil også pege på de modstandsformer, som vi europæere har trænet i tusindvis af år, og som har skabt den kultur, vi stadig bebor. I denne kultur står evnen til at være alene, evnen til at gentage og evnen til at tale sammen helt centralt. Disse evner skal vi beskytte og træne, hvis vi vil vinde kampen mod skærmens magi.