Til fordel for Folkekirkens Nødhjælp
søndag den 10. marts 2019

Kære kommende indsamler eller bidragyder!

Hvert år indsamles i forbindelse med sogneindsamlingen mellem 11 og 14 millioner kr. til at forbedre forholdene for verdens allerfattigste. Som indsamler kan du typisk indsamle 400-1100 kr. ved 3 timers indsats (afhængig af rute og ”dagens held”). Det er penge, der under alle omstændigheder rækker langt for en familie, bosat i de fattigste egne på kloden.

Nu har du igen mulighed for at gøre en forskel. Det kan du gøre ved at deltage i den landsdækkende sogne indsamling til fordel for Folkekirkens Nødhjælp søndag den 10. marts 2019. Fra Simon Peters Kirke udsendes indsamlere fra såvel Harte som Simon Peters sogne. I fællesskab indsamlede vi sidste år kr. 24.356,- som vi efterfølgende kunne sende til Folkekirkens Nødhjælp.

I år samler vi ind til de mennesker på kloden, som er hårdest ramt af klimaforandringerne. De har brug for hjælp til klimatilpasning og omstilling, en proces Folkekirkens Nødhjælp hjælper dem med.
Klimaet og klimaforandringerne er noget, vi er fælles om på tværs af kloden, hvorfor overskriften for årets sogneindsamling da også er: ”For alt i verden”.

Programmet for dagen i Simon Peters Kirke, Islandsvej 12, Kolding

Kl. 9.00:
Kort gudstjeneste (uden nadver) for de morgenfriske!

Kl. 10.00:
Vi spiser rundstykker sammen, hvorefter indsamlingsleder Birgitte Molin giver information om den forestående indsamling.

Kl. 10.30-13.30:
Indsamlerne sendes ud på ruterne. Har du særlige ønsker til rute, så forudbestil gerne hos indsamlingslederen, hvilket er en hjælp for os. Alle indsamlere skal være tilbage fra deres rute senest kl. 13.30.

Kl. 12.00-14.00:
Alle hjemkomne indsamlere modtages med tilbud om lidt mad samt varm kaffe/the.

Tilmelding og billedlegitimation

Tilmeld jer gerne i forvejen til indsamlingslederen på bimo@km.dk eller mobil 22 46 64 26, så vi kan forhåndsreservere flest mulige ruter og så vi har en ide om, hvor meget mad vi skal lave. Ved du først på selve dagen, at du kan komme, så mød endelig op alligevel. Vi skal nok finde både en rute og mad til dig.

Til orientering vil der være krav om billedlegitimation, der fremvises og kopieres, hvis indsamlingslederen ikke kender jer i forvejen. Vi har desværre tidligere haft et tilfælde af en person, der aldrig dukkede op igen med indsamlingsbøssen og de indsamlede penge. Derfor denne praksis for at værne om troværdigheden omkring indsamlingen.

Vi håber fra indsamlingsholdet, at du igen i år kan finde tid til at give nogle timer af din søndag den 10. marts til en god og livsvigtig sag. Vi håber at høre fra dig, eller at vi ses på indsamlingsdagen.

 

Venlig hilsen

Birgitte & Keld Molin