Prædiken til 3. søndag efter påske, 25. april 2021

Prædikant: Michael Markussen

 

Evangelietekst

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«

Johannesevangeliet 16,16-22

Prædiken til 2. søndag efter påske, 18. april 2021

 

Evangeliet: Johannes 10, 11-16 ”Jeg er den gode hyrde”

Tema: Vi skal bringe den gode hyrdes stemme og kærlighed videre ud i verden.

 Download pdf med program til 2. søndag efter påske

 

Den gode hyrde kæmpede sig til sejren over dødens magter

Hvis der er et billede, der står centralt i den kristne forståelse af, hvem Gud er, så er det Gud, Kristus som den gode hyrde. For eksempelvis langt de fleste muslimer vil hyrdebilledet af Gud forekomme fjernt; men i både jødedom og kristendom står hyrdebilledet helt centralt.

En hyrde-mosaik fra Ravenna fra begyndelsen 400-tallet  har vi da også på programmet i dag. Vi møder dog allerede hyrdebilledet i de romerske katakomber, hvor den tidligste kristne kunst findes. Her – i katakomberne – møder vi Fugl Fønix: Symbolet på Kristi opstandelse: Sejren over alle dødens magter. Og så møder vi også i katakomberne motivet af hyrden: Kristus som dén, der ofrede sig selv for at vinde den dyrekøbte sejr over ondskabens og dødens magter.

For der er nemlig ikke noget idyllisk over at være hyrde! Du er nederst på statusbarometeret og du går hver dag på arbejde mere eller mindre med livet som indsats. Sådan var det for hyrderne dengang på Jesu tid. Og det er alle disse lag af betydning, Jesus lader spille med, når han kalder sig selv ”den gode hyrde”, der er klar til de usleste vilkår: at sætte sit liv på spil for fårene. Jesus peger dermed hen på sit liv og sin færden blandt udsatte og sårbare mennesker, der har brug for hjælp og beskyttelse, og han hjælper os i dag den 2. søndag efter påske til at huske sin dybe lidelse og sin smertelige offerdød på korset som prisen for fårenes, for vores frelse.

De to hyrdebreve: Appel til indbyrdes respekt og agtelse

For ”Kamp må der til, skal livet gro”, som vi synger om det i sangen, når vi da ellers må synge. ”Kamp må der til”, offervillighed må der til, det minder hyrdebilledet os om. Liv, tryghed, fællesskab kommer ikke af sig selv. Vi er bestandig oppe imod ulven og bøllen i os selv, der angriber og tramper på de andre eller bare ser til den anden side.

Derfor har vi brug for at komme her i kirken uge efter uge for at lytte til den gode hyrdes stemme: Stemmen, der holder os fast på ikke at se passivt til og ikke at trampe på hinanden, men derimod stå værn om hinandens frihed, værdighed og ret, hvem den anden så end er og hvilken konkret situation, vi så end taler om.

Tankevækkende nok skal vi helt tilbage til besættelsesårene, før vi i vores danske folkekirke støder på de såkaldte ”hyrdebreve”: ”Hyrdebreve”, der blev rundsendt af samtlige landets biskopper til oplæsning for og retledning af menighederne. I spidsen for disse ”hyrdebreve” stod den daværende biskop i København: Den landskendte Hans Fuglsang-Damgaard, hvis fortjeneste det utvivlsomt var, at vores danske folkekirke slap ud af besættelsesårene med æren i behold.Hans Fuglsang-Damgaard fik modigt og myndigt sat en dagsorden: Nemlig at tale de nazistiske jødeforfølgelser midt i mod. ”Hyrdebrevet”, der blev udsendt en af de første dage i oktober 1943 blev da også afsluttet med en direkte bøn for jøderne. Hans Fuglsang-Damgaards liv kunne ligeså godt være endt lige så brat og brutalt som Kaj Munks; det var med livet som indsats. Han stod i Gestapos arkiver; han var også udsat for attentat-forsøg. Gode støtter gravede også en tunnel fra bispeboligen og ud, så der kunne være en flugtmulighed for ham og familien. Dén blev der ikke brug for; og Hans Fuglsang-Damgaard kunne derfor også stå i spidsen for det andet hyrdebrev, der blev udsendt i 1945 forbindelse med befrielsen: Dette ”hyrdebrev” nr. 2 var en appel til at afstå fra at lade befrielsen, den nyvundne frihed blive til indbyrdes hævntogter og had.

Hvordan er vi gode hyrder for hinanden?

Sådan taler nemlig den gode hyrde: Altid imod hævntogter og had. Altid af kærlighed til kærlighed, til respekt og agtelse for hvert eneste menneske, hvilken fold (hvilken religion eller etnicitet) det så end hører til.

Hvordan er vi i dag hos os gode hyrder? Det er er det oplagte spørgsmål, vi i dag må stille os selv: Hvordan passer vi eksempelvis i dag på jøderne, der presses af hele den vanskelige omskærelsesdebat og dermed står i fare for fornyet udstødelse af vore samfund?

Hvordan passer vi i en corona-tid på de samfundsgrupper, der rundt omkring i verden gøres til had-objekter og også hos os står i fare for at blive gjort til ”de sorte får”, til syndebukkene, hvis ’skyld’ det er, at vi ikke får endnu bedre bugt med smitten?

Hvordan styrer vi i en coronatid, der presser os alle, hvordan styrer vi da bøllen i os selv, så vi ikke ser ned på hinanden, udskammer hinanden på arbejdspladsen eller i hjemmet eller i vennekredsen, for den måde, vi nu personligt vælger at navigere i krisen på?

Hvordan undgår vi helt konkret her i vores menighed, at de mange, der det seneste år ikke har været her i kirken, ikke føler sig glemt eller ladt i stikken af os andre?

For så nært er jo den gode hyrdes forhold til hvert eneste af de får, der er betroet ham, at han er klar til at forlade de 99 for at finde det ene får, der blev væk, og på sine skuldre bære det hele den tunge, lange vej hjem til hjemmets og foldens fællesskab med de andre.

Lad os bede!

Kirkebøn

Herre Jesus Kristus! Vi lovpriser dig, fordi du uforfærdet gik til kamp mod de magter, der vil ødelægge og splitte os som en flok forvildede får. Du greb ind!

Bliv hos os, du gode hyrde. For når du fører os og kæmper for os, ved vi, at ingen kan rive os ud af din hånd! Da kan vi leve trygt sammen med alle dem, der også er skabt og elskede af dig.

Vi beder i dag for dem i vores menighed, der ikke kan være her, fordi vi fortsat er i pandemiens vold: Forbarm dig over os, Herre! Sæt din verden fri!

Gør os lydhøre i forhold til, hvad krisen kan lære os. Lad din ånd inspirere os og gøre os åbne og nysgerrige på, hvad et år med corona har gjort ved os og vores samfund? Hvad skal vi lade falde? Hvad skal vi bygge videre på? Hvad skal opstå af nye fællesskaber: Nye veje og måder at gøre ting på? Tak fordi du, Herre, altid kommer gående os i møde fra fremtiden.

Vi beder for alle familier i vores by og sogn, der oplever sig pressede, og for enhver der bor selv og oplever sig alene. Vi beder for alle, der er syge eller tæt på en syg, og for enhver, der har mistet et elsket menneske. Gå du ved vor side gennem sorgens ensomme landskab.

Vi beder for alle etniske og religiøse mindretal, hvor de end findes hos os og i verden. Vi beder for vores kirke, vore biskopper, provster, menigheder og menighedsråd: Lad os altid være talerør for din, den gode hyrdes stemme.

Vi beder for vores dronning og hele hendes hus, for vores regering og folketing, for vore hårdt pressede myndigheder. Øs du af din visdom og indsigt til alle med ansvar for store og svære prioriteringer.

Mind du os om dét ansvar, hver enkelt af os har: At vi tålmodigt skal være hinandens hyrder.

Send du os nu ud, Herre, i den nye uge:

Som dem, der kender og lytter til din stemme,

Som dem, der står værn om de andres frihed og værdighed

Som dem, der i ethvert ansigt ser et menneske, du døde og opstod for.

Hør os når vi sammen i kor beder:

Fadervor. Velsignelsen.

Birgitte Molin

 

Prædiken til 1. søndag efter påske, 11. april 2021

Prædikant: Michael Markussen

Evangelietekst:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Johannesevangeliet 20,19-31

Prædiken til 2. påskedag, 5. april 2021

Evangeliet: Lukas 24, Emmaus-vandrernes møde med Jesus

Tema: At se vores liv som en pilgrimsvandring, hvor Jesus går ved vores side som den levende og opstandne.

 

 Download salmeblad 2.Påskedag

 

Kristus slår følge med os på vores livsvej

2. påskedagens fortælling om de to disciple, der vandrer mod byen Emmaus, er levende, bevægende særstof hos evangelisten Lukas. Fortællingen kan måske i dag høres som en inspiration til os til at se vores personlige liv som en pilgrimsvandring: Åbent og lydhørt at se vores liv som en vandring, hvor Jesus – som den levende og opstandne – rent faktisk går ved vores side. Usynligt ja, men det usynlige er også virkeligt og i lige så høj grad skabt og villet af Gud.

Noget af det rørende ved fortællingen er, at evangelisten er så ærlig om, at selv for disciplene dengang gjaldt dét, der gælder for os i dag: At troen på opstandelsen ligger os fjernt som mennesker og at vi har indbygget en dyb skepsis i os i forhold til den.

Så altså: Emmaus-fortællingen viser os, at som de skeptiske og tvivlende mennesker, vi er, kommer Jesus os gående i møde som den levende og opstandne. Han slår følge også med os på vores livsvej. Han gør det ydmygt og stilfærdigt, Han gør ingen væsen af sig, men er dybt interesseret i os. Han stillede spørgsmål til disciplene dengang, som han også kan gøre det i dag til os gennem gudstjenestens salmer og ord eller via møder, vi har med andre eller når vi går afsted for os selv i naturen eller i byens gader. Han er den, der stiller spørgsmål, men også tier og lytter til os, når vi i gudstjenesten og til andre tider og steder beder til ham og tænker højt over for ham.

 

Kristus åbenbarer sig for os

Og efter at have givet sig masser af tid til at lytte til alt det, der fylder i os, også af tvivl og afmagt, så tager den opstandne Kristus selv ordet: Det gjorde han dén dag på Emmausvejen og det gør han i dag: Jesus tager selv tavst ordet og hjælper os til at forstå Bibelens ord, så det ikke forbliver fjernt og uvedkommende for os, men så det pludselig kan tale ind i netop dit og mit liv: Så der uventet bliver vakt en længsel i os efter at se mere, høre mere, fornemme mere af virkelighed.

Det er præcis denne nyvakte længsel, der får disciplene til, efter at være nået til deres landsby, at bønfalde Jesus: ”Bliv hos os!” For Jesus er aldrig emsig og maser sig aldrig på. Han prøver ikke at presse os til noget, for tro kan aldrig presses frem, tværtimod. Så Jesus lader derimod, som om han vil gå videre, for hvis disciplene og han skal have mere sammen, så skal det være deres valg, deres behov.

Men da disciplene så inviterer ham indenfor, så møder Jesus dem i deres inderste længsel og lader dem se og forstå, hvem han er. Han tager brødet, velsigner det, bryder det og giver dem det: ”Da åbnedes deres øjne og de genkendte ham.”

Det er disse øjeblikke, der er som en ’åbenbaring’, som vi kun kan bede om må vederfares os, forundes os. Så ’tiøren falder’ og vi med ét forstår og fornemmer, at Kristus, at Gud er en levende virkelighed, der er mig nærmere end jeg er mig selv. At uden dét guddommelige nærvær af Kristus i hele universet, på planeten jorden og ind over mit eget og de andres liv mister alting sin mening og mål, sin glans og betydning.

 

Livet som en pilgrimsvandring, i nærværelse af Kristus selv

Sådan ”er det at møde den opstandne mester i live igen”, som vi hørte det sunget før:

”Det er som disciple på Emmausvejen
alene, skønt to,
at møde en fremmed og mærke
forlegen hans ord må vi tro…”

Ja, forlegen at mærke: At det er dét, jeg vil: At se mit liv som en pilgrimsvandring. At turde tro og tage udgangspunkt i, at Jesus – rent faktisk går ved min side som den levende og opstandne, usynligt og virkeligt.

Ja, han er sandelig opstanden!

Birgitte Molin

 

Prædiken til påskedag, 4. april 2021

Glædelig påske!

Prædikant: Michael Markussen

 

 

Prædiken til langfredag, 2. april 2021

Evangeliet: Lukas 23, 26-46 Jesu og de to røveres vej til Golgata

Tema: De tre kors i Simon Peters Kirkes logo.

 

Salmer:
191: O hoved højt forhånet
917: Lad langfredagsblikket se
192 Hil dig, frelser og forsoner
217 Min Jesus, lad mit hjerte få

Download program – Langfredag 21

Golgatas tre kors

Af grene fra tornebuske ved Simon Peters Hus og af vildtvoksende japansk pileurt har vores kirketjener Margit til i dag udsmykket kirken. Hun har lavet en tornekrone: Symbolet på al den hån og spot, der blev del af Jesu lidelse. Hun har også på trappen lavet Golgatas tre kors: De tre kors, der også indgår i netop Simon Peters Kirkes logo: Logoet, som kan ses på lang afstand både på nedhænget foran prædikestolen og udenfor på kirkens klokketårn. Hvilket stærkt logo, må vi sige, som holder fast for os, at troen på forsoningen er kristendommens hjerte: Dette gådefulde og forunderlige, at Gud selv i sin søn Jesus giver det ultimative offer: Forsoner sig med os og med verden, så der herefter ikke skal være noget, der skal skille os fra Gud hverken i tid eller evighed.

Det er forsoningen som kristendommens hjerte, som de tre kors holder fast for os. For som vi hørte det før i evangeliet, så blev Jesus henrettet på grusomste vis ikke omgivet af to engle, men flankeret af to kriminelle. De tre kors hjælper os dermed til at huske, at vi ikke kan havne noget sted i tilværelsen, hvor Gud selv i sin søn ikke har befundet sig forud for os. Derfor er kirken og dens præster også flittigt og vedholdende til stede i samtlige landets fængsler som en tydeliggørelse af, at der er ikke noget sted, hvor Gud ikke vil være sammen med os. Han går hele vejen med os koste, hvad det koste vil. Og dér, hvor livet var hårdest ved os, dét hvor vi gjorde os skyldige i at lægge den værst tænkelige tornekrans, det værst tænkelige kors på et andet menneske, der forbliver Jesus ved vores side, præcis som han langfredag hang på Golgata omgivet af de to forbrydere.

 

Samtalen mellem Jesus og de to røvere

Lukas er den eneste af Det Nye Testamentes fire evangelister, der viderebringer en samtale mellem Jesus og de to røvere. I dag rækkes det os som en mulighed at spejle os i denne korte, stærke ordveksling. For hvor er vi egentlig selv henne i dén historie?

Begge røvere er selvsagt stedt i den yderste nød: Korsfæstede som de er, er de begge pressede langt ud over kanten af det, der er menneskeligt muligt at være i.

Så den ene forbryder reagerer fuldkommen menneskeligt: Med vrede, aggression og angreb på Jesus: ”Hvis du virkelig er Messias, så red dig selv og os!”

Den anden forbryder vil for de fleste af os opleves som ham, vi gerne vil være, hvis vi da kunne vælge: For det er, som om har ransaget sig selv: ”Jeg er dømt med rette… jeg får, hvad jeg har fortjent!” Det er, som han har set sin egen andel i og ansvar for sin elendighed. Eller måske er det netop dét, han ser og fornemmer i mødet med Jesus: Guds tilgivelse og ubetingede kærlighed, – måske er det dét, der giver ham modet til – måske for første gang – at se og sige det hele, som det er uden at prøve at pynte på det. Det kender vi også fra os selv: Det er først over for én, hvis kærlighed vi ikke er i tvivl om, at vi tør åbne og udlevere os; stå ved det hele præcis, som det er.

 

Jesus tager på korset vores og al verdens skyld på sig

Sådan bliver Golgatas tre kors dét brændpunkt, hvor Guds tilgivelse og vores skyld og skam mødes: Al verdens skyld, samlet på ét sted i et evigt nu – og båret af den altopofrende Gud. Nået så langt behøver vi ikke længerefortrænge eller omskrive dét, vi gjorde os skyldige i, for at komme til at tage os bedre ud. Ved Golgatas kors er nemlig dét helt unikke sted, hvor vi kan se vores liv, præcis så uperfekt som det var og blev, og så lægge det fra os og overgive det til Gud.

For se, her er Han, som én gang for alle har båret det hele op på korset for os: Vore nederlag og fejltrin, vores skam og skyld. Vi skal ikke bære på det mere. For her er Han, som har åbnet døren på ny til et liv i frihed, et liv, hvor vi håbefuldt kan se fremad i tillid til Hans befriende ord: ”I dag og alle dage skal du være sammen med mig i mit rige!”

 

Lad os nu ifølge bladet bede sammen i kor!

Gud!

I verden er der mørke, og i os er der mørke, om ikke dit lys trænger herind.

Hvem er du, Gud, siden du kan elske os så meget, at du gav din søn for at føre os tilbage til dig?

Hvem er vi, Gud, siden du kan elske os så meget, at du lod det ske?

Vores kærlighed rækker knap nok til vore egne, og derfor dømte vi din søn for at slippe for at høre på ham, og for at slippe for at skulle se os selv med hans øjne. Og vi gør det igen og igen, vi korsfæster kærligheden.

Men du, Herre, slipper os ikke. Din kærlighed favner os alle, onde som gode, og du frikender os ved Jesus Kristus, for at vi skal leve og tro og selv bære kærligheden videre.

Lovet være du!

I Jesu navn. Amen.

 

Birgitte Molin

 

Prædiken til skærtorsdag, 1. april 2021

Prædikant Michael Markussen

Prædiken til Palmesøndag, 28. marts 2021

Evangeliet: Matthæusevangeliet kapitel 21, vers 1-9. Jesu indtog i Jerusalem.

Tema: Den sande kærlighed er ikke købmandskab, men båret af tjenersind.

Salmer: Fra salmebogen: 380 – 57 – 208 – Hvilken morgen, grønne grene

Download salmeblad til Palmesøndag

 

Stemningsomslag

Vi ser det for os: Det er malet utallige gange: Jesus, der rider ind i Jerusalem på kapper bredt ud som røde løbere. Æslet bærer ham langsomt gennem det store menneskehav. Lysegrønt løv og hosianna-råb bølger omkring ham. Folkemængden hylder Jesus som en Davids-ætling á la kong Salomon. For jo, folket kender jo nok profetierne og ved, at af ham, der melder sin ankomst på netop denne symbolmættede måde – af ham kan de forvente frelse og frihed: Kongelig magt og styrke i den ene eller anden forstand. Håbet er stærkt. Forventningerne høje!

Problemet var så bare, at Jesus ret hurtigt viste sig ikke at være dén konge, de her og nu kunne tænke sig: En konge nemlig med missiler og håndgranater i saddeltasken til at jage den romerske besættelsesmagt på flugt med. Derfor var de folkemængder, der stod og viftede med deres palmegrene og råbte ”Hosianna, Davids søn” de samme, som få dage senere ubønhørligt råbte: ”Korsfæst ham! Korsfæst ham!” Dette stemningsomslag bliver sammenfattet helt præcist i næstsidste vers i den sidste salme, der bliver sunget for os i dag:

”Salmesang og palmegrene!
men en stemning kan slå om
det var nattemørkt i byen
da de hented’ ham til dom.”

Forventningsskuffelse

M.a.o.: Skuffede forventninger skal man ikke undervurdere. For det er vældige psykologiske mekanismer, der træder i kraft, når forventninger skuffes; en ’forventningsskuffelse’, der let får konsekvenser af tsunamiagtigt omfang.

Vi kender det inden for sportens verden, hvor manageren kan blive hyldet den ene sæson, for i den næste at blive nedgjort og fyret. Vi kender det på Christiansborg: Den ene uge viftes der med rosende palmesving. Den næste uge er luften tyk af udskamning. Alt det gode, vedkommende gjorde, er glemt. Tilbage står kun det ubønhørlige krav om tilbagetræden.

Vi kender også fænomenet ’forventningsskuffelse’ i coronatider: Først kunne vi nærmest ikke få de palmesvingende arme ned over, at en vaccine, der normalt tager 3-5 år at få tilvejebragt, nærmest mirakuløst så dagens lys på rekord-tid. Jubelen og benovelsen var stor og dybfølt. Men stemningen slog hurtigt om: Og blev til utålmodig utilfredshed over vaccineprogrammer, der forsinkes og udskydes…. hvor længe skal vi vente?! Stemningen er hurtigt slået om og blevet til ’vaccinekrig’.

Fænomenet ’forventningsskuffelse’ kender vi også helt ind i de tætteste relationer: Forholdet mellem ægtefæller og forholdet mellem børn og forældre: For jeg eller vi troede jo, at du var sådan og sådan, håbede jo, du ville gøre eller vælge sådan eller sådan. Hvor mange er ikke gennem tiden blevet ladt tilbage med følelsen af ikke at være elsket, som man var det engang, fordi, ja, fordi man skuffede mors/fars/ægtefællens mere eller mindre udtalte krav og forventninger til én. Så stod man dér tilbage med den smertelige følelse af skam og tab.

Den sande kærlighed

Palmesøndag viser Jesus os en helt ny og anderledes vej: Han sidder på én gang rank og ydmyg på sit æsel på vej mod Jerusalem og viser os styrken til at stå midt i ’forventningsskuffelsen’ uden skyld og skam. For Jesus nærer ingen illusioner: Han er helt med på, at de jublende ’hosianna’-råb få dage senere er forvandlet til ubønhørlig udskamning og krav om hans henrettelse. Og alligevel går han den frivillige vej mod den stedfortrædende død på korset langfredag for at råde bod på alle vore ubønhørlige krav til og domme over hinanden.

Dermed viser Jesus os den sande kærlighed: Den sande kærlighed, der ikke er for kræmmersjæle, der ikke er købmandskab. Men som i stedet handler om hellere at give end at tage. Hellere at se, hvad den anden kan have brug for af mig, end hvad der ville være bedst og lettest og mest bekræftende for mig selv.

Den nye og anderledes vej, som Jesus viser os palmesøndag, kalder vi også ydmyghed, sagtmodighed, tjenersind.

Gå derfor med fred og tjen Herren med glæde!

 

Kirkebøn fra alteret

Jesus fra Nazareth! Vi takker dig, fordi du rider ind i vores by, vores kirke, vores liv som verdens sagtmodige konge og ydmyge tjener. Vi hilser dig med hjertets palmesving, selvom vi ved, at forræderiet altid ligger på lur. Forlad os ikke, selvom vi igen svigter. Driv frygten ud af vores kræmmersjæle og skænk os i stedet dét sind, du viste os, da du blev ophøjet til konge på Golgatas bakke. Velsignet være du, som kommer i Herrens navn!

Vi beder i dag for dem i vores menighed, der ikke kan være her, fordi vi fortsat er i pandemiens vold: Forbarm dig over os, Herre! Sæt din verden fri! Beskærm os mod utålmodige frustrationer, der bliver til fjendskab og splittelse mellem os.

Vi beder for alle verdens syge og smittede, for alle de unge som ældre, hvis liv fortsat formindskes og begrænses; for de mange, som krisen har presset ud i økonomisk usikkerhed og mistrivsel, der trækker lange spor efter sig.

Vi beder for alle, der i det stille bærer sorger, sygdom, tab, der opleves endnu værre i en krisetid som vores. Giv os hver især dén hjælp, vi har brug for.

Vi beder for vores dronning og hele hendes hus, for vores regering og folketing, for vore hårdt arbejdende myndigheder. Øs du af din visdom og indsigt til alle med ansvar for store og vanskelige prioriteringer.

Mind du os om dét ansvar, hver enkelt af os har. Lad os hver især lide vore afsavn i solidaritet og fællesskab med hinanden.

Send du os nu ud, Herre, i den nye uge: Som dem, der takker for alt dét, vi har fået.

Som dem, der følger dig i at leve for andre.

Som dem, der tror på, at påskesolen til sidst vil stå op over alle verdens sårede og splittede lande og byer!

Hør os når vi sammen i kor beder:  Fadervor…

 

Birgitte Molin

 

Giotto di Bondone: Jesu indtog i Jerusalem, 1303-1305

”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel”.

 

 

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag,
21. marts 2021

Evangeliet: Lukas-evangeliet 1, 26-38, Bebudelsen af Jesu fødsel

Tema: Livets Gud kaldte på Maria og kalder på os.

Salmer:
Maria, snart er det forår (Maria-suiten)
Nu kom der bud fra englekor (Salmebogens nr. 71)
Slentrer i regnklare parker (Lysets Utålmodighed nr. 61)

Download salmeblad

 

Lyt til prædikenen

 

Maria i Bibelen, kirkeåret, trosbekendelsen

Mariæ Bebudelses dag er forundringens og lovsangens søndag. Det er fejringen af Guds skabelse og nyskabelse i Jesus.
Det er forårets uforbeholdne JA til livet, der kalder os ud af de højhuse, vi let bygger, af skepsis og forbehold.

Mariæ Bebudelsesdag er egentlig helt præcist den 25. marts: ni måneder før hhv. juleaften og juledag den 24. og 25. december, hvor vi fejrer, at Jesus bliver født.
I den danske folkekirke henlagde man imidlertid i 1770 festen for englen Gabriels besøg hos Maria og undfangelsen af Jesus til den 5. søndag i fasten. I modsætning til de skandinaviske folkekirker og i modsætning til de store katolske og ortodokse kirker.
er dagen i dag den eneste Mariadag, vi har tilbage i vores kirkeår. Det Nye Testamente reserverer da heller ikke mange ord til Maria: Evangelisten Lukas fortæller langt mest om hende. Evangelisten Johannes fortæller om Jesu mor, først i sit evangelium ved brylluppet i Kana, hvor Maria bakker op om sin søn, og til slut, hvor hun fuld af smerte står ved foden af hans kors. Apostlen Paulus derimod nævner end ikke Jesu mor ved navn. Til gengæld bliver Maria nævnt ved navn, hver gang vi siger trosbekendelsen: Her bliver Maria nævnt som den, der bragte Jesus ind i verden. Pilatus bliver nævnt, som den, der bragte Jesus ud af verden. Sådan bliver det fastholdt for os, hver gang vi bekender troen, at Jesus var et helt konkret historisk menneske. Gud blev virkelig menneske – takket være sin tjenerinde Maria, der ikke overhørte, men hørte Guds kald via sin engel.

Maria som rollemodel

Mariæ Bebudelsesdag er en forunderlig dag i kirkeåret: Lysende hvid, som den er, midt i den dybe violette fastetid – omend Marias kappe så at sige altid i billedkunsten er afbildet som blå: Troens farve. Liljen som renhedens symbol optræder også på utallige Mariabilleder. Op gennem tiden er Maria blevet brugt og taget til hjerte som helt konkret rollemodel for, hvordan vi kan modtage vores liv af Guds hånd. For Maria er lydhør for Guds Ånd og åben for Guds tegn og mirakler. Hun er åben for, at virkeligheden overgår hendes forstand. Maria ser sig selv som del af Guds store forunderlige historie, hvor Gud opfylder sine løfter – om nødvendigt også gennem hende. Sådan medvirker også Marias purunge alder til at gøre hende åben, uforbeholden og modig: Søndagen i dag er nemlig også en hyldest til den helt unikke, dyrebare livsfase, ungdommen, som Gud giver os og som i Bibelen ’tales op’.

Maria er ung – og tillige kvinde: Og derfor i datidens samfund heller ikke agtet højt, og i hvert fald i dén grad udsat for skam og skændsel, da hun ikke kan udpege faderen til sit barn. At være ’udvalgt’ har dermed for Maria fra begyndelsen til enden været en højst smerteblandet glæde. Men Maria lærer os – i tillid til Guds gode vilje – at tage imod livet med alt, hvad det rummer i sig af glæde og smerte, af samhørighed og tab.
Med ordene: ”Ske din vilje”, overgiver hun sig. ”Jeg er Herrens tjenerinde!” ”Lad det gå, sådan som du har sagt!” Gennem hele sit kvindeliv, fra begyndelsen til enden, tager Maria imod livet, som det bliver rakt hende: Både i lyset julenat – og i mørket langfredag. Hun følger sin søn, også når hun ikke forstår ham; også når hun ikke kan bære, hvad hun ser, er hun der.

Søndagens inspiration og kald til os

Sådan rører Maria ved længslen ved længslen i mange af os efter uforbeholdent at hengive os til livet og troen, efter ødselt at give og modtage ubetinget kærlighed, efter at se os selv som Guds elskede og betroede skabninger: ”omvandrende grobunde for Guds uudtømmelige muligheder.”

Søndagens fortælling om englen Gabriels besøg hos Maria inspirerer os til at være lydhøre og opmærksomme, når Helligånden også kalder på os, så troen og tjenersindet
kan slå rod også i os, Det vil vi nu bede om med det næste salmevers. Vi kan lytte, og vi kan nynne med. (Salmen: Sidste vers af ”Nu kom der bud fra englekor”)

Kirkebøn fra alteret

Vor Gud og Far! Vi takker dig, fordi du underfuldt lod din søn komme til verden
som Marias barn. Vi ved, at intet er umuligt for dig og at du er mægtig i de svage.
Derfor beder vi dig: Lad din Ånd komme over os, så vi som Maria slipper det, vi selv vil, og tjener dig i at lade din himmelske vilje ske. Lad Kristus vokse også i os, så hans kærlighed bliver del af vores væsen.

Vi beder i dag for dem i vores menighed, der ikke kan være her, fordi vi fortsat er i pandemiens vold: Forbarm dig over os, Herre! Sæt os fri!

Vi beder for de smittede, for alle de unge som ældre, der fortsat lider afsavn; for de mange, som krisen presser ud i konkurs, arbejdsløshed, økonomisk usikkerhed, mistrivsel.

Vi beder for alle, der er syge eller tæt på en syg, og for enhver, der har mistet og vandrer gennem sorgens ensomme landskab. Giv os hver især dén hjælp, vi har brug for.

Vi beder for vores dronning og hele hendes hus, for vores regering og folketing, for vore hårdt pressede myndigheder. Øs du af din visdom og indsigt til alle med ansvar for store og svære prioriteringer. Mind du os om dét ansvar, hver enkelt af os har. Lad os hver især lide vore afsavn i solidaritet og fællesskab med hinanden.

Send du os nu ud, Herre, i den nye uge: Som dem, der følger Jesus, dit barn,
som kommer til os. Som dem, der lader dit ord spire og gro i os. Som dem, der takker for og deler ud af alt dét, vi har fået.

Hør os når vi sammen i kor beder:
Fadervor…

Birgitte Molin

 

Prædiken til Midfaste-søndag,
14. marts 2021

Evangeliet: Johannes 6: Bespisningen i ørkenen

Brev-læsning: 2. Korintherbrev kapitel 9, vers 6-15

Tema: Tro virksom i taknemlighed og kærlighed

Salmer:

Kirkesangbogen 911: Tænk, eranthis, at du gider
Du mætter folk i tusindtal
Kirkesangbogens nr. 906: Guds nåde er en vintergæk

Download salmeblad 14.03.21 

 

 

Dagens evangelium er fortællingen om, hvordan Jesus ude i ørkenen bespiser 5000 mennesker med en lille drengs 5 brød og 2 fisk og der bliver en sand overflod af det hele i hænderne på Jesus.

Søndagens brev-læsning er fra Paulus’ 2. brev til Korinterne: Her bruger han et par kapitler på at opfordre menigheden i Korinth til at være solidariske og støtte de kristne i Jerusalem, som er en meget fattig og udsat menighed. Det er det første eksempel, vi møder på mellemkirkelig hjælp.

Tro virksom i taknemlighed
Tilliden til den generøse, ødsle og gavmilde Gud, der uforbeholdent gav sig selv til verden i sin søn Jesus Kristus, er tydeligvis fortegnet for alt det, Paulus her skriver til sin menighed. Hans ord lyser af en erfaring af en dyb taknemlighed, som han slet ikke har ord til at beskrive.

Måske er netop følelsen af taknemlighed også en af de gode grunde til at lægge vejen forbi kirken, når det bliver søndag: At kunne vende sig mod Gud i tak: Tak for endnu en ny dag at stå op til. Tak for udsigten til vintergækker, krokus og erantis. Tak for – når vi nu skal være ramt af en pandemi – eller hvis vi nu skal være syge – at vi så er del af et samfund som det danske. Tak for det daglige brød og den daglige dont. Tak for, at der er mennesker, der kan bruge os, som står sammen med os og for hvem vi betyder noget. Tak fordi vi har en kirke, hvor døren er åben og vi trygt kan komme og gå, så tit vi vil.

Sådan kan vi her i dét her storladne rum, hvor der er højt til loftet og vi bliver dejligt små, gennem tider af alle slags bære vores tak frem for Gud. Vi kunne også sige, at her kan vi lade vores tro blive virksom i taknemlighed: Den taknemlighed, som folk med forstand på mennesker siger, netop kendetegner det psykisk sunde menneske: Blikket for alt det, jeg er blevet givet. Sammenfattet i de ord, som min bedstemor broderede på et aflangt billede, jeg har set på utallige gange i mit barndomshjem: De omhyggeligt broderede ord lyder: ”På Guds velsignelse beror alt”.

Tro virksom i kærlighed
Hun og mange med hende har gennem år og dag i det stille praktiseret en tro virksom i taknemlighed. Min bedstemor ”talte velsignelserne”, som hun sagde, og for hver færdighed, hun mistede (synet eksempelvis, der blev dårligere) skulle hun minde sig selv på én ting, sagde hun altid, som hun stadig kunne (bede for sine børn og børnebørn f.eks.)

Hun praktiserede en tro, der også var virksom i kærlighed. Gennem alle mine ungdoms-og studieår skrev hun breve til mig. Hendes hænder var i det hele taget altid virksomme, i gang med det eller andet. Hun såede med rund hånd, delte ud, var en glad giver.

Hvilke glade givere har du været så heldig at møde i dit liv? Hvad gav de dig, som du bærer med dig den dag i dag?

På Løgumkloster kirkegård er der et gravsted, jeg altid holder af at gå forbi: Her har de pårørende på gravstenen skrevet: ”Tak for nærvær – du lever i os.”

Hvis nærvær takker du for? Og hvordan kan dit nærvær og dét, du har og kan blive til liv og glæde for andre? Nærvær, generøsitet er det eneste, der bliver mere af, jo mere vi deler ud af det: Som Jesus, der den dag i ørkenen lod der blive hele tolv kurve til overs! Som Paulus, der fuld af overbevisning siger, at den, der sår med rund hånd, vil høste meget! Som rigmanden, der forleden i avisen udtalte, at lad da bare mig og alle andre rige betale for coronakrisen. Lad os allerrigeste gennem en ny formueskat betale regningen, få lov til at give, så vi står sammen med det øvrige hårdt ramte samfund, ikke mindst også den opvoksende generation.

Afslutning: Livet bliver til, når vi deler
Sådan bliver vi i dag her i kirken mindet om, at livet bliver til, når vi deler, når vi giver, når vi deler ud.

Livet bliver til, når vi lader vores tro blive virksom i taknemlighed, virksom i kærlighed.

Amen.

 

Kirkebøn fra alteret

Vor Skaber og Far! Du ser, hvordan vi går skrantende rundt i det blege forår. Vi trænger til lys og grønne enge. Vi længes efter, at livet igen smager af leg.

Vi takker dig for det daglige brød, der mætter vores krop, og vi takker dig for livets brød, din søn Jesus Kristus, som mætter vores sjæl og ånd.

Vi beder i dag for dem i vores menighed, der ikke kan være her, fordi vi fortsat er i pandemiens vold: Forbarm dig over os! Sæt os fri!

Vi beder for de smittede, der må gå i isolation eller indlægges, for skoleeleverne, de studerende, de sårbare og udsatte, der fortsat lider afsavn; for de mange, som krisen presser ud i konkurs, arbejdsløshed, økonomisk usikkerhed, mistrivsel.

Vi beder for alle, der er syge eller tæt på en syg, og for enhver, der har mistet og vandrer gennem sorgens ensomme landskab. Giv os hver især dén hjælp, vi har brug for.

Vi beder for vores dronning og hele hendes hus. Vi beder for vores regering og folketing, politi og sundhedsvæsen for alle hårdt pressede myndigheder i vores samfund og by. Øs du af din visdom og indsigt til alle med ansvar for store og vanskelige beslutninger.

Mind du os om dét ansvar, hver enkelt af os har. Lad os hver især lide vore afsavn i solidaritet med de andre.

Send du os nu ud, Herre, i den nye uge: Som de mættede, der deler ud af alt dét, vi har fået, som de elskede, der rækker kærligheden videre til andre. Velsign det, vi har og kan, så vi mætter de mange, der sulter og længes, og mennesker ser, hvor god du er, du kærlige Gud fra hvem alt liv udgår fra evighed til evighed.

Hør os når vi sammen i kor beder: Fadervor

Birgitte Molin

 

Prædiken til 3. søndag i fasten,
7. marts 2021

Lyt til Michael Markussens prædiken:

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

Lukasevangeliet 11,14-28

 

Prædiken til 2. søndag i fasten,
28. februar 2021

Lyt til Michael Markussens prædiken:

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Matthæusevangeliet 15,21-28

 

Prædiken til 1. søndag i fasten,
21. februar 2021

 

GT-læsning: 1. Mosebog 3, 1-19, Syndefaldet
Evangeliet: Matthæus 4, 1-11, Jesus overvandt fristelserne

Tema: At kæmpe mod det onde i tillid til Guds godhed.

Salmer: 498 – 637 – 208

 

Vi er alle tættere på det onde, end vi har lyst til at erkende

Denne formidabelt fortalte historie om syndefaldet handler om dét, der gælder for alle mennesker til alle tider. Dermed handler den også om os. Syndefaldet handler om, at vi én gang for alle er faldet ud af den naive tro på, at vi bare er gode og alting er godt. I stedet er vi barsk blevet skubbet videre i tilværelsen af en dyb erkendelse af, at der findes andet og mere i mig end bare det rene og det gode. Erkendelsen kommer snigende i takt med, at vi registrerer, også i en corona-tid hvor let det er for os at blive smålige, forargede og selvretfærdige og hvor hurtigt vi skyder skylden på de andre i stedet for at tage ansvaret på os. Erkendelsen kommer snigende i takt med, vi bemærker, hvor let vi falder ud af generøsiteten, tilliden og trygheden, og i stedet finder os selv stående lige midt i alle de forbandede lave følelser, hvor vi misunder de andre i stedet for at glæde os på deres vegne; hvor vi overvurderer os selv og nedvurderer de andre. Da må vi desværre modstræbende erkende, at slangens udspekulerede stemme, at den negativt forvrængende stemme, at de destruktive kræfter bor i enhver af os. Vi skal virkelig vare os og vide, hvad vi har med at gøre! Det var da også denne dybe selverkendelse, vores store kirkefar Augustin slog fast med sin lære om arvesynden: Læren om, at enhver af os giver rum og plads for det onde!

Hvad kan vi bruge arvesynds-læren til?

Hvad kan vi så bruge denne 1600 år gamle lære om arvesynden til ud over at slå os selv i hovedet? Jo, for det første kan både syndefaldsfortællingen og arvesynds-læren hjælpe os til at have et realistisk syn på livet: For det er nu én gang de vilkår, vi har fået givet livet på: At livet også rummer tvivl, skam, besværlige relationer, smertefulde fødsler, plagsomt arbejde, lidelse, afmagt og død. Vi kan også kalde det ’ørken-erfaringer’ af mange slags: Uden ’ørken-erfaringernes’ modstand udvikler vi os ikke og modnes vi for lidt. Ørkenerfaringerne derimod er med til at kalde det frem i os, der gør os til hele mennesker: Som evnen til at tage ansvar og udvise ydmyghed og empati. Så skulle det mon i virkeligheden være en del af Guds plan, at den gådefulde Onde uden forvarsel skulle træde ind på scenen, så mennesket kunne falde ud af sin uskyldsrene tilstand for i stedet at træde ind i den egentlige, brogede og udfordrende verden..?

For det andet hjælper arvesynds-læren os til at have et realistisk og barmhjertigt syn på os selv og hinanden: At der er en absolut grænse for, hvor meget vi kan perfektionere og kultivere os selv. Arvesynds-læren ’sætter os på plads’ og husker os på at udvise overbærenhed og mildhed, hver gang vi oplever, at de andres vrede, forfængelighed eller… løber af sporet. Vi skal være overbærende i en erkendelse af, at vi også selv bare er mennesker, der er fulde af fejl og som kommer til kort gang på gang. Ja, vi er så skrøbelige, at vi hurtigst muligt skal droppe flosklen om at blive ’den bedste version af os selv’. For som én så rammende har formuleret det:

”Lige nu har jeg nok at gøre med hver dag at opføre mig bare nogenlunde anstændigt, så hvis jeg på et tidspunkt skal være den bedste udgave af mig selv, vil jeg lade det være helt op til Gud at bestemme både hvordan og hvornår forvandlingen skal foregå.”

Jesus besejrede vore fristelser og rettede op på vore nederlag

Hvad kan nu være en hjælp for os på vejen til at prøve at holde det onde i os bare nogenlunde i ave, så vi kan opføre os bare nogenlunde anstændigt?

Ja, en af mulighederne er jo at gøre dét, vi gør lige nu sammen: Nemlig søge ind i kirkens rum og lade os fylde af Guds ord, af stilhed og bøn, der er de stærkeste våben i den kamp, vi står i.

I dag handler evangeliet så heldigvis også om Jesus som dén, der ligesom os blev udsat for fristelser, men ikke faldt for fristelserne, men derimod overvandt dem. Jesus tog dermed alle vores fristelser på sig: Alle dem, vi sidder hjælpeløst fast i, og han besejrede dem for os.

Dermed rettede han op på vores nederlag: Både dem, vi har lagt bag os, dem vi måske står i, og dem, der ligger foran os. Jesus forbliver ved vores side og rejser os op på ny og på ny, så vi dag for dag lærer af ham og forbliver i Guds gode mening med os.

 

Lad os rejse os og sammen (ifølge teksten allerbagest i salmebogen) bekende vor kristne tro!

(Salme: 637)

Kirkebøn fra alteret
Gud, vi lovpriser dig, Tak fordi din søn Jesus Kristus har dit væsen, så han ikke lod sig friste, men holdt stand. Tak fordi du lod ham blive til frelse for alle os, der har mindre rygrad. Forbarm dig over os, når vi er svage, når vi undviger, kryber i skjul og ødelægger livet for hinanden. Kald os frem for dit ansigt og giv os del i din søns styrke.

Vi beder i dag for dem i vores menighed, der ikke kan være her, fordi pandemien fortsat er over os. Vi beder for de mange smittede i vores by, der må gå i isolation eller indlægges, for skoleeleverne, de studerende, de sårbare og udsatte, der må lide store afsavn; for de mange, som krisen presser på deres økonomi, job og identitet. Vi beder for alle, der er syge eller tæt på en syg, og for enhver, der på sin egen måde har mistet og vandrer gennem sorgens ensomme landskab. Giv os hver især dén styrke og hjælp, vi har brug for.

Vi beder for vores dronning og hele hendes hus. Vi beder for vores regering og folketing, politi og sundhedsvæsen for alle myndigheder i vores samfund, der arbejder hårdt. Øs du af din visdom og indsigt til alle med ansvar for store og vanskelige beslutninger.

Mind du os om dét ansvar, hver enkelt af os har. Lad os hver især lide vore afsavn i solidaritet med de andre.

Send du os nu ud, Herre, i den nye uge: Som dem, der takker for alt det, vi har fået, som dem, der henter styrke og hjælp i dit ord og som dem, der lader din kærlighed blive en kilde, der springer til glæde, for os og for andre.

Hør os når vi sammen i kor beder: Fadervor…

(Salmen: 208)

  

Menighedens afsluttende udgangsbøn i samlet kor

Alle:
Med korsets tegn over os,
elsket og tilgivet
Går vi hjem.

Med dit kald til tjeneste,
med dit kald til glæde
Går vi hjem.

Gennem hverdagens
velkendte gader
Går vi hjem.

Med Gud i vore hjerter,
med Gud i vore liv
Går vi hjem.

Birgitte Molin

 

Prædiken til fastelavns søndag,
14. februar 2021

Epistel: Peters Første Brev 3, 18-22. Evangelium: Matthæus 3,13-17.

Tema: Dåbens frelsende vand

Salmer: 57 – 441 – 635

Guds løfte til os i dåben

”Alle mine kilder skal være hos dig”, sådan skal vi om lidt høre Nanna synge det i den næste storladne dåbssalme, salmebogens nr. 441 (slå gerne op). Salmelinjen er hentet i salme 87 i Salmernes Bog i Bibelen, og de ord fra Gud selv lyder i vers efter vers i dåbssalmen: I 1. vers lyder ordene til det jødiske folk, som Jesus er rundet af, dernæst i 2. vers lyder løftet til Maria ved bebudelsen. Så lyder i 3. vers løfteordene til Jesus, da han bliver døbt af Johannes i Jordanflodens vand; og så endelig fra 4. vers lyder løfteordene så til os, da vi, du og jeg, blev båret ind over dåbens vand: Dén kristne dåb, der allerede nu er som en kilde, der springer i os med evighedens og opstandelsens nye forfriskende liv. Derfor kommer ordet døbefont da også af det latinske ord fons, der betyder kilde.

Døbefont betyder altså dåbskilden.

Denne ene salmelinje ”Alle mine kilder skal være hos dig”, kan derfor passende være dét, du husker og bærer med dig fra gudstjenesten i dag. Linjen rummer Guds løfte til dig og til os om, at alt det liv og al den kraft, som han rummer, skal vi få del i. Det gælder også konkret for os, der befinder os i en svær tid: Med en hård nedlukning af så meget af alt det liv, der ellers giver os (og dem, vi holder af), inspiration og glæde. I denne situation lyder Guds løfte desto mere indtrængende til os: ’Giv ikke op. Lad ikke dit livsmod visne. Lad ikke dit sind tørre ud. Åben dig i stedet for dét liv og den tro, jeg vil give dig: ”Alle mine kilder skal være hos dig”!

Oversvømmelsens vand som et billede på dåbens vand

Apostlen Peter, hvis brev til sin menighed vi hørte fra for lidt siden skriver også til en menighed, der gennemgår svære tider: Menigheden bliver hånet og forfulgt pga. deres kristne tro. Ind i de store livsudfordringer minder Peter dem om den nye identitet, de fik givet i kraft af deres dåb.

Peter bruger på en spændende måde fælles fortællegods, når han henviser til fortællingen fra 1. Mosebog om Noa. Almindeligvis ser vi jo for os, hvordan det var arken/skibet der frelste Noa og hans familie. (Bla. derfor kalder vi jo også rummet her, hvor menigheden forsamles, for ’skibet’). Men apostlen Peter lader det nu i stedet være vandet, der bliver det frelsende element: Det var ’den store oversvømmelses vand’, som han siger, der bar arken eller skibet, og som dermed frelste Noas familie og alle dyrene. ”Den store oversvømmelses vand er et billede på dåben, som er det vand, der nu frelser jer’, siger apostlen.

Sådan tages vi – med fastelavns søndagens bibelske læsninger – med på en fascinerende rejse. Først hører vi fortællingen om Noa, arken og oversvømmelsens frelsende vand.

Så hører vi i evangeliet om, hvordan Jesus insisterer på at blive døbt af Johannes Døberen i Jordanflodens vand for dermed symbolsk at tage alle vore menneskelige synder på sig for derefter af Gud at blive indviet til at gå lidelsens vej i Helligåndens kraft.

Dåben forkynder helt personligt for os, hvor vi hører til

Endelig bliver så også vi i dag mindet om betydningen af vores egen dåb. For hvad betyder det i grunden for dig: Dét at du er døbt? Hvad betyder det for dig, at du blev tegnet med korsets tegn for ansigt og bryst, hjerne og hjerte. At det ved døbefonten lød til dig fra højeste sted: ”Alle mine kilder skal være hos dig”!

Jeg skal aldrig glemme den konfirmand, der sagde: ”Det bedste ved at være døbt som lille, det er,  at så ved man, hvor man hører til”. Kan det siges bedre? For er der noget vigtigere for os mennesker end at vide, hvor vi hører til? At vi har betydning og værdi?

Netop i dag er det Valentins dag (opkaldt efter den italienske biskop Valentin fra 200-tallet). Hans helgendag den 14. februar kalder vi også for venskabets og kærlighedens dag, for hvad er vigtigere for os end netop de bånd, der knytter os sammen? Hvad er vigtigere end at vide, hvor vi hører til og at nogen vil følges med os på vejen?

I dag fastelavnssøndag bliver det forkyndt for os, at vi blev døbt til – i liv og død – at høre sammen med Jesus Kristus. Fastetiden, der nu ligger foran os, er som en lang dåb: Vi sænkes fra nu af ned i den død, som Kristus døde, for med ham til sidst at opstå i påskens lys.

Amen.

 

Kirkebøn fra alteret

Herre, Gud Fader i Himlen! Lad din Helligånd i os få vore hjerter til at banke af glæde over vores ven og bror Jesus Kristus.Han står midt i floden og møder os ansigt til ansigt. Han går gennem vand og ild, gennem langfredagens nat og gravens mørke for at være sammen med os og dele vore vilkår og liv.

Vi beder i dag for dem i vores menighed, der ikke kan være her, fordi pandemien fortsat er over os. Vi beder for de smittede, der må gå i isolation eller indlægges, for skoleeleverne og de studerende, der må lide store afsavn; for de mange, som krisen presser på deres økonomi, job og identitet. Vi beder for alle, der er syge eller tæt på en syg, og for enhver, der har mistet og vandrer gennem sorgens ensomme landskab. Giv os hver især dén styrke og hjælp, vi har brug for.

Vi beder for vores dronning Margrethe II og hele hendes hus. Vi beder for vores regering og folketing, politi og sundhedsvæsen for alle myndigheder i vores samfund, der arbejder hårdt. Øs du af din visdom og indsigt til alle med ansvar for store og indgribende beslutninger.

Mind du os om dét ansvar, hver enkelt af os har. Lad os hver især lide vore afsavn i solidaritet med de andre.

Send du os nu ud, Herre, i den nye uge: Som dem, der takker for alt det, vi har fået, som dem, der henter håb i vores dåb og som dem, der lader din kærlighed blive en kilde til glæde, der springer til os og til andre.

Hør os når vi sammen i kor beder:

Fadervor…

 

Menighedens afsluttende vekselbøn i samlet kor

Præst: Med korsets tegn over os, elsket og tilgivet
Alle: Går vi hjem.

Præst: Med dit kald til tjeneste, med dit kald til glæde
Alle: Går vi hjem.

Præst: Gennem hverdagens velkendte gader
Alle: Går vi hjem.

Præst: Med Gud i vore hjerter,med Gud i vore liv
Alle: Går vi hjem.

Birgitte Molin

 

Prædiken til søndag septuagesima,
31. januar 2021

 

Søndagens hellige evangelium: Matthæus-evangeliet kapitel 20, vers 1-16. Lignelsen om arbejderne i vingården

Tema: Guds nåde og vores tjeneste som forvaltere

Salmer: 743, 523 og 752

Min misundelige følelse af uretfærdighed

Lignelsen om arbejderne i vingården, som Jesus fortæller for os denne i dag, er væsentlig. Den er ligeså central og vigtig, som når Jesus fortæller kendte lignelser som ’Den fortabte søn’ og ’Den barmhjertige samaritaner’. Vi skal med andre ord høre godt efter!

Da jeg læste lignelsen om arbejderne i vingården, kom jeg til at tænke på en pige, der gik i min folkeskoleklasse. Hun var vældig sød. Problemet var bare, at hun også var så meget andet: Hun var køn med langt, glat, gyldent hår. Hun var godt begavet og havde nemt ved alle fag. Hendes forældre var to af de mest ansete lærere på skolen, hun spillede sit instrument (violin) til perfektion og havde lange bogreoler derhjemme med de skønneste titler, jeg kun kunne drømme om, som hendes forældre havde købt til hende. Som I nok kan høre, var jeg misundelig på hende. I modsætning til mig synes jeg, hun havde fået alt i livet serveret på et sølvfad. Det pinte mig, hver gang de tanker kom over mig, hvor jeg sammenlignede mig med hende, men jeg kunne ikke komme ud over, at jeg syntes, det var ret uretfærdigt, at hun – i forhold til mig – skulle have det nemt med alle ting. Hvorfor skulle livet være så uretfærdigt?!

Vingårdsarbejderne over for vinbonden

Det er denne følelse af uretfærdighed, som de første vingårdsarbejdere (dem, der arbejdede hårdest og længst) også bliver overmandet af, da de ser, hvor let de sidste arbejdere kommer til deres løn. Da begynder de første arbejdere at sammenligne sig med dem, der fik mere fordelagtige vilkår end dem selv, og det er dér – i sammenligningen – det går galt. Det er dér, deres indgroede retfærdighedssans løber af med dem, og de begynder at sætte misundelsens sure frugter, der gør dem smålige, forbitrede og triste for både sig selv og andre at være i nærheden af.

Vingårdsarbejderne i lignelsen er et billede på os mennesker med de vidt forskellige vilkår, vi får undervejs gennem tilværelsen.

Vinbonden i lignelsen derimod er et billede på Gud.

Så hvad er vinbondens, hvad er Guds svar tilbage til os, når det er os, der føler os uretfærdigt behandlede, og inderst inde er plagede af følelsen af misundelse, af en trist følelse af at være blevet snydt i livets store lotteri?

Guds svar: Arbejd i min vingård med dét, du er og har!

Ja, som jeg hører vinbondens, altså Guds svar, så er det et svar, der ser os mennesker midt i alle de følelser vi bærer rundt på. Der er ikke nogen følelser, heller ikke de grimme, der ikke er plads til hos Gud.

Så vi kan altid være helt os selv over for Gud.

Gud insisterer samtidig på at være helt sig selv over for os. Det er som om Han siger, at om du nu kan forstå det eller ej, så har jeg givet dig, hvad jeg har givet dig. Ikke for at du skal gå og sammenligne dig med, hvad jeg har givet de andre, men for at du skal få det bedste ud af det, jeg har givet til netop dig.

Nu kan du jo heller ikke være sikker på, siger Gud, at du ud og ind kender alle de problemer og svære følelser, som de andre i det stille går og tumler med… Hvad du derimod, siger Gud, kan være sikker på, er, at jeg har brug for lige netop dyrebare dig og dét, du er og kan i min verden. Jeg er en rummelig Gud, og en ødsel Gud, der har plads til alle og løn til alle – helt ind i evigheden. Dét har min søn Jesus nemlig én gang for alle sørget for. Så derfor:

Gå derfor med glæde og fred!

Amen.

 

Kirkebøn fra alteret

Gavmilde Gud, Tak fordi du fra skabelsens morgen har kaldt på os, så vi trofast kan arbejde med i din vingård. Tak fordi du ikke belønner os efter vores indsats, men giver os, hvad vi hver især har brug for. Lær os at lade være med at sammenligne os, så din gavmilde natur kan smitte af på os.

Vi beder i dag for dem i vores menighed, der ikke kan være her, fordi pandemien fortsat er over os. Vi beder for alle i vores by og sogn, der bor alene og let isoleres, for skoleeleverne, de studerende og forældrene, der hver dag slides på; for de mange, som krisen presser og skaber usikre vilkår for. Vi beder for alle, der er syge eller tæt på en syg, og for enhver, der har mistet og vandrer gennem sorgens ensomme landskab. Giv hver især dén styrke og hjælp, vi har brug for.

Vi beder for vores dronning Margrethe II og hele hendes hus. Vi beder for vores regering og folketing, politi og sundhedsvæsen for alle myndigheder i vores samfund, der arbejder hårdt. Øs du af din visdom og indsigt til vores statsminister og alle med ansvar for store og indgribende beslutninger.

Mind du os om dét ansvar, hver enkelt af os har. Lad os hver især udfylde vores lille plads med stor kærlighed.

Send du os nu ud, Herre, i den nye uge: Som dem, der takker for alt det, vi har fået, som dem, der under den sårbare og svage alt godt og som dem, der – som dine engle – holder håbet oppe hos hinanden.

Hør os når vi sammen i kor beder:

Fadervor…

 

Menighedens afsluttende vekselbøn i samlet kor

Præst: Kom, velsign os, Gud. Velsign os med tårer og latter
Alle: Velsign os med kærlighed

Præst: Kom, velsign os Jesus. Velsign os med håb og heling.
Alle: Velsign os med kærlighed

Præst: Kom, velsign os, Helligånd. Velsign os med kreativitet og visdom.
Alle: Velsign os med kærlighed. Amen.

Birgitte Molin

 

 

Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger,
17. januar 2021

Søndagens hellige evangelium: Johannes-evangeliet kapitel 2, vers 1-11. Brylluppet i Kana

”Tre dage efter var der bryllup i Kana i Galilæa. Jesus’ mor, Maria, var inviteret ligesom Jesus og hans disciple. Under festen slap vinen op, og Maria sagde til Jesus: ’De er løbet tør for vin’. ’Det skal du ikke bekymre dig om’, sagde Jesus. ’Min tid er ikke kommet endnu’. Men Maria gik alligevel hen til tjenerne og sagde: ’Bare gør, hvad Jesus siger, at I skal gøre.’

I huset stod der seks vandkar af sten, som jøderne brugte til at rense sig, som de skulle ifølge Guds lov. De kunne hver rumme op mod 100 liter. Jesus bad tjenerne komme vand i karrene, og de fyldte dem op til randen. Så sagde han: ’Skænk op, og lad førstetjeneren smage på det.’ Tjenerne skænkede op, og førstetjeneren smagte på vandet, der nu var blevet til vin. Han vidste ikke, hvor det kom fra, men det gjorde de tjenere, der havde fyldt vand i karrene. Førstetjeneren kaldte gommen over til sig og sagde: ’Man plejer ellers at servere den gode vin først, og når gæsterne så har fået rigeligt, kan man stille den billige vin frem.Men du har gemt den gode vin til nu.’Det var i Kana i Galilæa,at Jesus gjorde det første af sine mange tegn og mirakler. På den måde blev det tydeligt, at han var guddommelig, og hans disciple begyndte at tro på ham.’ Amen.

”Den, der elsker menneskene, må også elske deres glæde!”

Her midt under coronakrisens 2. nedlukning, her i den mest festløse tid, vi har oplevet i mands minde, her hvor vi så sent som for et par dage siden her i kirken oplevede at et par aflyste deres bryllup her i foråret, fordi de ikke tror på, at de kan få den fest, de drømmer om, her hører vi i evangeliet om en gigantisk bryllupsfest: Et bryllup i byen Kana, hvor Jesus i al stilfærdighed tryller henved 600 liter postevand om til ædel vin: Sig ikke at Jesus ikke holder af fest!

”De er løbet tør for vin”, gør hans mor opmærksom på. Og dermed går Maria i virkeligheden i omsorgsfuld forbøn for glæden i vores liv som mennesker. For vinen er et gammelt symbol på glæde. Så når vinen er ved at slippe op, så er glæden ved at slippe op: Glæden, livsudfoldelsen, varmen, overskuddet, alt det vi længes efter ikke mindst i netop denne vinter: Den livgivende glæde, som vi samtidig erfarer er en skrøbelig størrelse i blandt os: Glæden, som så let slipper op og vender vrangen ud og bliver til sin modsætning i os og mellem os.

Mange kristne har op gennem århundrederne haft det svært med dét her ’luksusunder’, som nogen har kaldt dét; hvorfor behøvede Jesus nu lige at binde an med det? Også vores egen store tænker Søren Kierkegaard våndede sig – og så ligefrem helt forrest i begyndelsen af Johannnes-evangeliet! Men da den store russiske forfatter Dostojevskij lader en af sine hovedpersoner undre sig over Jesu ’luksus-under’, giver han følgende, smukke forklaring med henvisning til Jesus: ”Den, der elsker menneskene, må også elske deres glæde.” Jesu vinunder er altså – ifølge Dostojevskij – en kærlighedserklæring til os mennesker. Jesus velsigner dermed glæden som dyrebar livsytring. Eller som apostlen Paulus siger det i en anden af søndagens bibeltekster: ”Glæd jer sammen med de glade – (græd med dem, der græder)”.

”Glæd jer sammen med de glade”

Er vi måske nogen gange bedre til at ’græde med dem, der græder’ end at ’glæde os med de glade’? Jeg husker for min del en ganske særlig situation, hvor jeg i den grad havde brug for, at der var én til at glæde sig sammen med mig. Jeg var 26 år, boede alene i Århus, og havde netop i telefonen fået at vide, at jeg havde fået stillingen som præst her ved kirken. Jeg var så jubleglad og jeg skyndte mig ned til min underbo for at dele glæden med hende. Og jeg husker endnu, hvordan det føltes at stå der i døråbningen og mærke, at hun slet ikke – lige i dén situation, lige dén dag – kunne finde overskuddet til at lukke glæden ind og dele den med mig. Dén situation lærte mig for altid betydningen af at kunne ’glæde sig med den glade’.

I den situation, vi står i som samfund lige nu, er der måske mest brug for, at vi indbyrdes er gode til at vise medfølelse og forståelse for hinanden. Men når krisen er overstået, når vi kan smide mundbindene og når festernes tid igen kan tage sin muntre begyndelse: Konfirmationerne, bryllupperne, fødselsdagene… så er det måske det andet, vi skal i gang med at øve os lidt på: Nemlig at dele de andres boblende glæde. Unde de andre at være glade.

”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…”

For ”Den, der elsker menneskene,  må også elske deres glæde.” Dét er, hvad Jesus lærer os i dag.

Og kun ét kapitel længere henne i Johannes-evangeliet lyder det: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…” Den, der elsker menneskene, giver nemlig også sig selv. I påsken, langfredag er Jesu tid og time endelig kommet: Og på korset fuldbyrder han sin mission og viser os sin kærlighed, stærkere end døden. På korset, hvor hans mor Maria trofast står ved hans side, bliver det åbenbaret for os, at Jesus er guddommelig, er Messias, Kristus: Ham, hvorfra ’den nye vin’ strømmer os i møde.

Så når vi oplever at vores vin, vores overskud og glæde slipper op, da ved vi, hvor vi må søge hen: Til en evig og uudtømmelig kilde, der rinder med ’den nye vin’ til evigt liv.

Glæde og fred være med os alle!

Amen.

 

Kirkebøn fra alteret

Jesus Kristus, solenes sol fra Betlehem, du, som julenat blev født på jorden, lad dit lys skinne over alle mørke vinterdage. Jag mørket på flugt, når det vil bemægtige sig vore sind og vi oplever os i pandemiens vold. Vis du dig for os som dén, der bærer med på vore sorger og rører ved glædens strenge i os. Forvandl os, så vi bliver ved med at håbe på dig og længes efter dig indtil vi skal smage din nye vin ved den evige bryllupsfest i dit rige.

Vi beder i dag for dem i vores menighed, der ikke kan være her. Vi beder for alle i vores by og sogn, der bor alene og let isoleres, for familierne, der stilles store krav til, for de mange, som krisen presser på deres virksomhed, job, økonomi, identitet. Vi beder for alle, der er syge eller tæt på en syg, og for enhver, der har mistet og vandrer gennem sorgens landskab. Giv os dén styrke og hjælp, vi har brug for.

Vi beder for vores dronning Margrethe II og hele hendes hus. Vi beder for vores regering og folketing, politi og sundhedsvæsen for alle myndigheder i vores samfund, der arbejder hårdt. Øs du af din visdom og indsigt til vores statsminister og alle med ansvar for store og indgribende beslutninger.

Mind du os om dét ansvar, hver enkelt af os har. Hjælp os til at få øje på hinanden bag masker og mundbind.

Send du os nu ud, Herre, i den nye uge: Som dem, der takker for alt det, vi har fået, som dem, der sidder med i dit nærvær der gør hverdagens vand til vin – og som dem, der holder håbet oppe hos hinanden.

Birgitte Molin

 

Niels Larsen Stevns 1915-1917: Brylluppet i Kana

 

 

Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger,
10. januar 2021

Søndagens hellige evangelium:
Lukas-evangeliet kapitel 2, vers 41-52
Jesus som 12-årig i templet

Jesus er rodfæstet og har hjemme i Gud

”Jeg er i den forvirrende teenagealder, hvor man er usikker, humørsvingende og ikke mindst forvirret”, sådan skrev en af mine konfirmander til mig i ugens løb i ”Brev fra mig til min præst”. Den forvirrende teenagealder”  fornemmer vi derimod ikke meget af hos den 12-årige Jesus, vi møder i evangeliet i dag. Efter jul hører vi nu den eneste barndomsfortælling, vi finder i Bibelen om Jesus. Og her er det snarere hans forældre, Maria og Josef, der forekommer at være rundt på gulvet, usikre og forvirrede. ”Vi har ledt efter dig alle vegne og været helt ude af os selv”, siger Maria bebrejdende til sin dreng. Jesus derimod, der i øvrigt knap er gået ind i teenagealderen endnu med sine kun 12 år, forekommer nærmest at være en monumental søjle af ro i forhold til sine opskræmte og urolige forældre. ”Hvorfor har I ledt efter mig?” spørger han undrende. ”Ved I ikke, at jeg skal være der, hvor min far er?” Der lyser en selvfølgelig ro og forankring ud af hans ord. Som en nyvunden sikker, befriende forvisning om, hvad der er hans sande identitet: Hvad der dybest set er hans bestemmelse: Hans mission og meningen med, at han er sat her på jorden. Hvor den typiske teenager er kendetegnet ved at opleve sig svingende, usikker og forvirret i forhold til: Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Hvordan finder jeg min vej? Så er det ifølge evangelisten Lukas lige modsat med Jesus: Han er rodfæstet i Gud. Han føler sig hjemme, helt på hjemmebane i templet: Hvor han frit kan boltre sig i den åndelige samtale om alle de store eksistentielle, åndelige og teologiske spørgsmål. Vi møder kort og godt en Jesus, hvor kilden til hans sande identitet er Gud.

Jesus er her hos os hele tiden, mens vi måske bliver væk?

”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Sådan lyder Jesu spørgsmål til Maria og Josef. Det er slående, at vi mod slutningen af samme Lukas-evangelium møder præcis samme tonefald: Nemlig da englen møder de forfærdede kvinder ude ved den tomme grav med spørgsmålet: ”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her; han er opstået.” Der er en slående parallelitet mellem Lukas’ beretning om Jesus som 12-årig i templet og så samme Lukas’ påskeberetning. I begge tilfælde opleves det, som at Jesus er ’blevet væk’ – og efter 3 dage viser han sig så overraskende og underfuldt som dén, ’han i sandhed er’: I barndomsfortællingen som den rolige, afklarede teenager, der suverænt i templet tager livtag med alle de store menneskelige og guddommelige spørgsmål. I påskeberetningen som dén, der har overvundet døden, og nu viser sig i Guds kraft og herlighed som opstanden. Både den 12-årige Jesus og den levende, opstandne Jesus proklamerer i begge tilfælde for dem, der står over for ham, som i dag er os: ”Jamen jeg har da aldrig været væk?! Der er ingen grund til at lede efter mig, for jeg har da været her hele tiden. Så hvis der er nogen, der har været væk, så er det da vist i stedet jer? Var det i virkeligheden dig, der forsvandt og blev væk? Var det i virkeligheden dig, der blev ’ude af dig selv’, forvirret og usikker på din sande identitet som ’Guds barn’? Er det i virkeligheden dig, der skal prøve at ’finde hjem’?

Som konfirmanden, der rørende og rørt i ugens løb sagde: ”Det bliver en lettelse at stå oppe ved alteret og blive konfirmeret: At få at vide, at jeg alligevel må være Guds barn; selvom jeg fejler, så alligevel må få tilgivelsen!”

Vi har rod og hjemme hos Gud i alle forhold.

Ja, hvor har konfirmanden ret: Hvor er det en lettelse at vide, at vi altid har et ’hjem’ at vende tilbage til: Ikke bare i konkret, jordisk forstand, men også i åndelig forstand: At vi har rod og har hjemme hos Gud. At hvad der end sker i verden  – og der sker i sandhed meget i en verden, ramt af pandemi – men hvad der end sker, så rokker det ikke ved, at vi har navn og hjemsted hos Gud: Vores himmelske far, hvis søn Jesus Kristus lod sig føde, voksede op, levede et menneskeliv og døde og opstod for hver enkelt af os.

Denne vores sande identitet som ’børn af Gud’, vores skaber og far, er, hvad vi må hente trøst, opmuntring og styrke i, mens vi gennemlever historiske dage, uger, måneder i et samfund, der endnu en gang er nedlukket. Det slider på os alle. Det dræner vores glæde ved alle de gode sammenhænge, som vi ellers plejer at hente identitet og fællesskab i. Mange tør heller ikke gå i kirke længere. Derfor vil vi, der heldigvis har mulighed for at være her, have alle dem, der ikke er her, med i vores tanker og bønner. I kristen forstand er ’templet’ jo netop ikke selve kirkebygningen, men i stedet ’menigheden af alle de levende stene’. I dag vil vi derfor se på døbefonten, bygget op af sten, og dermed i gudstjenesten medinddrage i tankerne alle de mange ’levende stene’, medlemmer af menigheden, der ikke kan være her. Selvom vi en tid må være på afstand af hinanden, er vi fortsat hinanden nær – i ånden, troen og bønnen. ”Jeg har da aldrig været væk!”  siger den levende og opstandne til os i dag. ”Jeg har været her hele tiden.  Og jeg vil være her altid. Og dig, hvis hjerte er uroligt og længes, kommer jeg særligt nær!”

Gå du derfor frimodigt ud i din dag. Vid, at du har hjemme i Gud Tjen din Herre med glæde!

Amen.

Kirkebøn fra alteret

Jesus Kristus, solenes sol fra Betlehem, du, som julenat blev født på jorden, lad dit lys skinne over alle mørke vinterdage. Jag mørket på flugt, når det vil bemægtige sig vore sind og vi oplever os i pandemiens vold, Mind du os om, at det ikke varer ved; at al magt i himlen og på jorden er givet til dig; At du – i tillid til din og vores himmelske far – åbner et større hjem og en ny verden for os, fuld af forventning og nye muligheder.

Vi beder for de mange af menighedens ’levende stene’, der ikke kan være her. Vi beder for alle i vores by og sogn, der bor alene og let isoleres, for familierne, der stilles store krav til, for de mange, som krisen presser  på deres virksomhed, job, økonomi, identitet. Vi beder for alle, der er syge eller tæt på en syg, for enhver, der vandrer gennem sorgens landskab. Giv du os alle dén styrke og hjælp, vi har brug for.

Vi beder for vores dronning Margrethe II og hele hendes hus. Vi beder for vores regering og folketing, politi og sundhedsvæsen for alle myndigheder i vores samfund, der arbejder hårdt. Øs du af din visdom og indsigt til vores statsminister og alle med ansvar for store og indgribende beslutninger. Mind du os om dét ansvar, hver enkelt af os har. Hjælp os til at få øje på hinanden bag masker og mundbind. Send du os nu ud, Herre, i den nye uge: Som dem, der takker for alt det, vi har fået, som dem, der lader vore urolige hjerter finde hvile i dig og som dem, der som dine engle, holder håbet op for hinanden.

I Jesu navn. Amen.

Birgitte Molin

 

Prædikener til jul og nytår 2020

Lyt til juleaftens prædiken (Michael Markussen):

 

Lyt til juledags prædiken (Michael Markussen):

 

Lyt til refleksion fra nytårsaften (Michael Markussen):