Print

Artiklen er fra Kirkebladet, december 2011

Rummelighed!

I sensommeren stod det klart, at præsterne i Kristkirkens sogn ikke ønsker at vie fraskilte. Det forstår jeg ikke. Når det er sagt, vil jeg forsvare mine kollegers berettigelse til at høre hjemme i Folkekirken med de synspunkter, der er deres. Jeg er glad for at være del af en grundtvigsk frihedstradition. Den har givet os en rummelig folkekirke, hvor forskellige kirkelige traditioner og stemmer har udfordret hinanden. Dén respekt og dét frisind skal vi stå værn om.

Ægteskabet

Men jeg vier altså fraskilte. Ikke fordi jeg tænker småt om ægteskabet og synes, at det kan være lige meget, om det holder eller ej. De mange skilsmisser efterlader sig et utal af tabere, bortset fra de gange, hvor skilsmissen må betragtes som en smertelig vinding. Men omkostningerne er store, så det er let at have hjertet med i at slå et slag for det livslange forpligtende forhold mellem to. Parterapeuten Ann Watson udtaler da også i et interview for nyligt: ”Inden for de seneste år kommer der nu flere, der fortryder skilsmissen. Måske er vi for hurtige til at vælge skilsmissen? Har man været sammen med sin partner i 12 år, vil det tage 12 år at få en god og intim ven én gang til. Man finder heller ikke en mand eller kvinde, der elsker ens egne børn så meget, som den rigtige forælder gør…” Kommunikationen er næste altid problemet; så en kærlig, respektfuld kommunikation kan løse mange problemer. Et andet råd, der kræver mere accept end handling, er at erkende de komplikationer, et parforhold altid uundgåeligt vil have.”

Evangeliet

Ikke for ingenting betragtede Luther ægte­skabet som en af Gud villet og velsignet stand - kun overgået  af evangeliet selv. Lige netop derfor vier jeg fraskilte: For ikke at gå glip af nogen lejlighed til at forkynde evangeliet for alle os, der kan have nok så svært ved at holde af og holde ud.  Jeg sætter ægteskabet højt, men det overgås af evangeliet selv: At vi i Jesus møder Guds dom og barmhjertighed mod os. At Jesus er Guds evige ord, der går ind i vore skiftende tider i medgang og modgang, med sejre og nederlag. Bibelen fortæller realistisk og håbefuldt om dét at være menneske i lyset af Guds utrættelige kærlighed til os. Historien om dén kærlighed kan vi ikke lytte til eller fortælle for tit.

Gave og opgave

Så jeg tænker stort om Bibelens uudtømmelige bibliotek, og jeg tænker stort om ægteskabet og løftet. Jeg glemmer ikke, da min nuværende provst i en studiekreds en gang for mange år siden sammenlignede vielses­attesten med et frihedsbrev. Dén gik rent ind, for det var sådan, jeg selv havde oplevet det: At der er en frihed i at blive viet og bundet til en anden. Vide, at nu er det dér, i lige netop dét forhold, jeg skal investere mig selv. Og så er der jo kun tilbage at ånde lettet op, hvis det viste sig, at man blev gift med den rigtige: Et menneske, der også over tid både ville og magtede parforholdet. Alene kan man jo ikke. Og hvor mange oplevede ikke, som årene gik, at der stødte forhold til, de ikke i deres vildeste fantasi havde drømt om?  Nogen tager konsekvensen og lader sig skille. Andre bliver sammen – af mange gode eller mindre gode grunde.

Ingen forskel på folk

Men løftebruddet kan aldrig afgrænses eller reduceres til at være skilsmissen i ydre, juridisk forstand. Nej, løftebruddet er alt det, vi i det stille går og siger og gør, der er alt andet end ”at elske og ære” den anden. Hver gang vi dyrker vores ”individualisme og selvcentrering”, som parterapeuten med rette taler om, så bryder vi løftet og svigter den anden, om vi nu fortsætter ægteskabet eller vælger skilsmissen. ”Der er nemlig ingen forskel på folk, alle har syndet og er langt fra Gud. Alligevel tager Gud imod os – som en ren foræring og selvom vi slet ikke har fortjent det. Det sker, fordi Jesus Kristus har købt os fri.” Set i det skarpe og næsten blændende perspektiv, Paulus her opridser, har enhver af os svigtet, gifte som fraskilte. Kun Gud, der ser i det skjulte, kender det fulde omfang af vore svigt og løftebrud. ”Den af jer, der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten”, svarer Jesus derfor lavmælt de skriftkloge, der kommer til ham med kvinden, grebet i ægteskabsbrud.

Alligevel tager Gud imod os

Så er der noget, mødet med den fraskilte kalder på, så kender jeg egentlig ingen andre ord for det end det gode gamle ord ydmyghed. Hvad ved jeg om, hvad der skete og hvorfor? Hvad kender jeg til, hvad der blev kæmpet, grædt og lidt? Gud ved. Jeg kan kun lytte og bede til, at sår må læges og en ny tilværelse efter bruddet langsomt blive til. Og skulle han eller hun ad åre finde troen og modet til igen at stå foran alteret i kirken, igen en gang at turde høre og tro Guds evige ja og sit eget og den andens skrøbelige ja, skal jeg være den første til at forkynde evangeliet: ”Alligevel tager Gud imod os”.

Sognepræst Birgitte Molin