Print

Hvem af os forbinder ikke bamser med alt muligt kærligt og godt? Nu kan du – via strikkepindene – være med til at give tryghed og glæde videre til syge børn, der trænger til det.

Bamse-idé fra Salling

I efteråret 2012 bragte Kristeligt Dagblad en artikel om nogle kvinder fra Durup i Salling, nordvest for Skive, som strikker bamser til syge børn på sygehuse.

Strikkeklubben ”Flittige hænder” mødes en gang ugentligt og har strikket mange hundrede bamser til indlagte børn på bl.a. sygehuset i Skejby og Universitetshospitalet i Aarhus. En udtalelse fra en af kvinderne siger, at der er brug for mange flere, end de kan levere.
En af kvinderne udtaler: ”Jeg har oplevet, at det har givet mig nye kræfter. For mig er det blevet indgangen til et helt nyt liv”.

Udover at mødes en gang om ugen, hvor de strikker eller monterer bamserne, strikkes der  også bamser derhjemme. Et sted i Sønderjylland har en kvinde strikket ca. 600 bamser.

Bamsen strikkes efter samme, nemme grundlæggende opskrift, som når man på nettet søger på Red barnet bamse-opskrift. Bamsen strikkes i udelukkende retmasker, men får alligevel sit individuelle særpræg i valg af farver og mønstre.

Jeg har, siden jeg læste artiklen, strikket mange søde bamser. Nogle er foræret væk, men nu er jeg begyndt at samle. Jeg hygger mig rigtig meget med strikkeriet.

Lokalt ”bamse-hold”

Artiklen gav mig ideen til, at vi måske her i sognet kan samle en gruppe kvinder, som havde lyst til at samles med mig for at tage denne fantastiske idé op, og nu er idéen blevet til virkelighed.

Vi mødes i kirkens lokaler, drikker en kop kaffe og nyder hinandens selskab, mens vi strikker. Som det ses på billederne, har vi allerede strikket mange søde bamser!

Har du lyst til at være med til at strikke bamser?

Bamse-holdet strikker til syge børn på Kolding Sygehus, og mødes i kirkens lokaler hver anden tirsdag kl. 10-12.

Har du lyst til at være med, så kontakt Lis Gundersen, 30 61 09 75, lislauge@stofanet.dk

Lis kan også fortælle dig, hvilke tirsdage det drejer sig om!